Et par jeans er for de fleste så normale, at de er usynlige. Og det er nok de færreste, der husker deres allerførste par.
For forfatter Sofie Jama står mindet dog stjerneklart. Hun var 17 år, da hun iførte sig et par blå, slidstærke bukser for første gang. Hun gik på Brøruphus Efterskole nær Skanderborg, og bukserne blev symbolet på det, hun kalder en »renselse«: Hun ville genfødes med en spritny identitet. Hun havde i de foregående fire år befundet sig i det nederste lag af det danske klassehierarki – det, hun kalder for ’klasse 5’.
»Klasse 5 består af de brune og af muslimerne. Dem, vi ikke taler om. Dem, vi er ligeglade med. Der er så meget kollektiv skam forbundet med at være brun og muslim«, fortæller hun.
Skammen fæstnede sig i hende kort efter ankomsten til Danmark som 14-årig efter at være flygtet fra det krigsramte Somalia. Hun og hendes familie var som en mudderplet på landets renskurede tilværelser. For de havde mørk hud, mørkt tøj, en anden religion og et andet sprog.
