Det var verdens mindste kontorlandskab, cirka fem gange tre meter, på tredje sal i Politikens Hus med udsigt til Rådhuspladsen. Stort tegnebord, mindre skrivebord, tre stole og en sofa var trængt sammen, og her logerede Hans Bendix, Poul Holck og jeg med besked om, at der også skulle være plads til Bo Bojesen, hvis han skulle komme forbi. Det gjorde han aldrig. Han arbejdede bedst hjemme i Birkerød.
Jeg havde været på Politiken i fem år, før jeg traf Bo Bojesen. Han havde været der siden 1947. Jeg kom i 1966. Og det var ikke på Politiken, vi mødtes. Det var hos Gyldendal i Klareboderne, da vi kom til at arbejde sammen i Blækspruttens redaktion, hvor jeg holdt ud i 30 år, mens Bo blev ved i 7 år længere end mig.
Det var i 1988, at Sprutten for sidste gang spredte hans streger som årlig satiriske juleforlystelse. Siden kom Poul Holck, Jørgen Saabye, Roald Als, Ole Rasmussen og Gorm Vølver med, og med Paul Hammerich som veteran (han døde i 1992) kan man roligt sige, at Politiken satte sit aftryk på Blæksprutten, inden forlaget efter 125 år fandt den lidt bedaget og med et oplag på 20.000 var fjernt fra de engang 200.000.
Satiren latterliggør ikke sine ofre mere, end de som regel allerede selv har sørget for, dens sande væsen er ikke ondskab. Satire er lune med en højere promille. Og Bo Bojesen kunne i øvrigt godt li’ snaps i passende mål. Dem fik vi i Gyldendals velmagtsdage ved de frokoster i Slotskælderen Karen Kik i Fortunstræde, der fulgte efter de ugentlige redaktionsmøder i forlagets bestyrelsesværelse på tirsdagene mellem medio august og ultimo november.
