Politiet ventede ved sidste stoppested på busruten fra Berlin. Om bord var Nis Ovaska. Med sine rejsetasker. De var propfyldt med hash.
»Alting gik i stå den dag, jeg blev anholdt. Jeg var blevet 30 år som kriminel uden nogensinde at have været i fængsel, men det skulle jeg nu. Måske i 6 år?«, siger han.
»Det var bevist, at jeg var en »fucked up lortesøn, der dælenedeme aldrig kan udrette noget ordentligt«, som min far altid sagde. Masken var definitivt faldet – jeg var afsløret som en fiasko, et udskud«.
Nis Ovaska kigger granskende på mig, som venter han en eller anden form for misbilligelse. Fra cafébordet tager han bogen med det sorte omslag, han selv har tegnet, med en mand, der trykker en stor sandwich i sig. ’Ulvene fra Ziguinchor’ er titlen på bogen. Den er den tredje fra hans hånd, og rosende anmeldelser af værkerne står som et dementi af, at hans liv var slut ved Berlin-bussens endestation den dag i 2008. Han var en del af Danmarks største netværk for hashsmuglere, men der var et liv på den anden side af tremmerne.
