En mand i håndværkerbukser træder ind over det grå linoleumsgulv, går hen til montren og hiver en franskbrødsmad med rullepølse ud. Han fortsætter til disken, hvor han tapper en kop filterkaffe, putter fire sukkerknalder i og kigger op.
»Godmorgen!«, siger Yvonne Bech med en dialekt, der ved første lyd er ren Næstved, men som – når man lytter efter – har et lidt blødere fynsk efterspil: »Det bliver 40 penge«, siger hun så, inden hun er videre til næste levende billede.
»En lang med ost og 20 Prince Light af de bløde«, siger næste mand i køen.
»En romkugle og en booster«, siger den tredje.
