Vi skulle have talt om hans billeder. Men først var vi nødt til at tale om hans far

Simon Bang, tæt bygget, energisk og iført beige bukser og orange kasket med Nasa-logo på, er 62 år. Hans karriere har ført ham vidt omkring i musikkens, filmens og maleriets verden. Han har lavet pladeomslag for kunstnere som Kim Larsen og Nanna, storyboards til mere end 90 spillefilm og masser af reklamefilm sammen med instruktører som Thomas Vinterberg og Lars von Trier.

Han er syvende generation i en kunstnerfamilie, som har fostret utallige malere, tegnere, keramikere, billedhuggere, glasdesignere m.fl. Den store centrale stue i lejligheden bugner af malerier, keramik, glas og tegninger skabt af familiens kunstnere gennem tiden. Som en farvestrålende ring uden om dette familiære kernerum i gråt, beige og brunt bugter sig de stuer med vinduer mod gaden, hvor Simon Bang maler sine billeder.

Han voksede op i Fensmark nær Holmegaards Glasværk, hvor hans far arbejdede, sammen med sine tre søstre og far og mor i et hus på 60 kvadratmeter.

Her i lejligheden i hjertet af Østerbro har han kaffe i et skab i stuen ved siden af, hvor blandingen af atelier og man cave synes at ende i en hems, jeg ikke rigtig kan skimte. Ved spisebordet i atelierets hovedstue, hvor malerplettede masonitplader dækker gulvene, fortæller han om en episode fra dengang, da han var dreng.

Pantefogeden var endnu en gang på besøg i hans hjem. Scenen har brændt sig fast:

»Jeg sidder i stuen under flyglet og kan se min far sidde ved spisebordet. Han byder på kaffe og sætter sig og piller sig på næsen og er meget skamfuld, og det hele er meget pinligt for ham. Det ender med, at pantefogeden ikke kan pante ham, fordi han ikke ejer en skid, for vi har hverken bil, tv eller køleskab«.

Det var lige der, Simon Bang blev klar over, at han selv måtte klare ærterne:

»Ham der kunne jeg ikke regne med, det var jeg fuldstændig bevidst om. Jeg var 10 år gammel og dybest set faderløs fra da. Jeg så min far som en lille dreng, der havde fået skældud og ikke rigtig trådte i karakter som far, jeg mistede troen på og respekten for ham«.

Jeg spilder kaffe på min hvide skjorte, som jeg tager af og pletvasker i et glas vand. Mens jeg pludselig står der med bar overkrop, indser jeg, at interviewet med Simon Bang om hans malerkunst også kommer til at handle om den smerte, han er rundet af.

Hvis jeg skal forstå, hvad han vil med de lag, han så sirligt stryger på sine lærreder, må jeg først ind i hans egne dybere lag.

Farens økonomiske problemer fortsatte. Da Simon Bang var 22 år, spurgte hans far ham første gang, om han kunne låne 5.000 kroner til huslejen. »Du får dem igen i morgen«, sagde han. Sådan blev det ved hver måned i 22 år.

»Jeg betalte, fordi jeg var pænt opdraget, du ved, man er ligesom underlagt patriarkens lov og vil ikke se sin far havne i grøftekanten. Jeg forsørgede ham gennem hele min ungdom«.

Simon Bang vender ofte tilbage til de gange i sit liv, hvor han undlod at tage sig selv alvorligt. Hvor han lod sige flyde med.

Allerede som stor dreng var han begyndt at sælge tegninger og malerier til de lokale. Da han blev ældre, løste han altid opgaver for andre og tjente gode penge, men var dårlig til at holde fast i sig selv og den malerkunst, han altid havde elsket.

Det med børn og familie glemte han også.

»Hvornår bliver man helstøbt?«, spørger han mig.

»Er det nok at være optaget af sig selv og bare lave sin kunst?«.

Det er sådan, vi taler. Hid og did om mænd og malerier, i en hvirvlende strøm, hvor alt synes at hænge sammen.

Da Simon Bang var 15-16 år, begyndte han at brevveksle med ældre forfattere. Først fattede han interesse for illustratoren Ib Andersen, som blev hans forbillede.

Ib Andersen har blandt andet lavet den smukke forside til Anders Bodelsens debutroman, ’De lyse nætters tid’, og det førte til, at Simon Bang skrev breve til forfattere, som Ib Andersen havde samarbejdet med. Ud over Bodelsen var det Frank Jæger, Thorkild Hansen, Godfred Hartmann og Aage Marcus med flere.

»Jeg havde jo fået den her mærkelig idé, at jeg tilhørte en fremmed tid og en fortid. Aage Marcus var en mentor, som generøst delte ud af det væsentligste, han havde lært. Han var langt op i 80’erne, jeg var teenager, og jeg husker en frokost hjemme hos ham. Jeg har været 16 år gammel, og jeg følte mig fuldstændig i fred med verden, helt afkoblet fra den på en opløftende måde«.

Mens hans venner havde travlt med kærester og knallerter, sad han og skrev breve eller tog ind til byen og købte antikvariske bøger.

»Jeg var optaget af, hvorfor Thorkild Hansen skriver om det der »klangfattige middagslys«. Hvad betød det? Jeg var i gang med sådan en underlig dannelsesrejse, som fjernede mig fra min egen virkelighed«.

Da Simon Bang var 21 år, var den fase slut, for de gamle pennevenner døde en efter en, og en dag var de alle væk.

Han husker følelsen af at være blevet en gammel mand i en ung alder, én, der ved en masse, som ingen har brug for.

»Alt det, jeg har suget til mig, ligger på det tidspunkt som et dybt sunket lag i min hukommelse og i min krop, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Der løber lækre damer rundt på Krasnapolsky, byens hotteste café, som vil alt muligt med mig, og jeg tænker: ’Hvad fanden skal jeg med det? Jeg kan godt lide at kysse på dem og gå i seng med dem, men hvad så bagefter’?«, fortæller Simon Bang.

»Jeg er en amøbe i det rum, du ved. Der er hele tiden den her afkobling fra mig selv – hvem er jeg egentlig, og hvad er det, jeg skal? Det blev ved i mange år. Jeg var ikke en skid bevidst om, hvem jeg var, og hvad jeg foretog mig. Det var en stor tumultarisk rejse mod ingenting«.

Før jeg ringede på døren til Simon Bangs opgang, gik jeg rundt i hans kvarter, som engang var mit eget. I dag er det sidegadedovent, som en varm tirsdag formiddag kan være det, men oppe i lejligheden er det Østerbro i en psykedelisk udgave, jeg møder.

Jeg genkender huse og perspektiver, men måden, Simon Bang har malet dem på, hans næsten magiske neorealisme, åbner til noget ukendt. Jeg får pludselig den tanke, at det er sådan, de klogeste fugle ser menneskenes virkelighed.

Kommer du væk fra noget eller tættere på, når du maler?

»Begge dele. Nogle ønsker kun at se skønheden, jeg vil jo gerne se med begge dele af øjet. Hvad er der bag skønheden og grusomheden? Det er skismaet og den dualitet, som også er i mine billeder. Mellem det skønne og det grusomme. Det er det parløb, jeg vil forløse i mine billeder. Jeg prøver at ramme noget, der er tæt på hjertet. Det lykkes ikke hver gang, men det er der, jeg vil hen«.

Han peger på et billede, som forestiller træer, som står mellem cykelstien og den sti, man går ad lige ved bredden af Sortedams Sø. En lampe bryder mørket. Det kunne være Guds øje.

»Lyset er helt fremme i billedet«, forklarer han.

»Bag det ligger mørket og det farlige, det ukendte. Hver eneste gang, der er et lyspunkt, er der også et lag af noget fremmedgjort. Det er det, jeg forsøger at få lagt ind i billedet gennem alle de her lag«.

På gulvet står et ufærdigt maleri af Den Franske Cafe, den for enden af Sortedam Dosseringen, i horisonten anes Fredens Bro som en fin lyserød streg. Lamperne i cafeen lyser endnu. Der udgår en glødende intensitet fra maleriet, og det er meget mere gul-orange, end Bangs palet har for vane. Det kunne være Edvard Munch på syre.

Foto: Mads Nissen

Hvad er det, han betragter? Er det ufærdige billede også et udtryk for hans egen ensomhed?

»Det er et billede af selve atomglimtet«, siger han så.

»Hvis nu en atombombe sprang, ville det her så være det øjeblik, man kunne nå at se, eller ville du være død, inden det var overstået? Hvordan ville ragnarok se ud, hvis man skulle male det, eller man landede midt i ragnarok og skulle lave et billede af det?«.

»Hvis jeg kan vende det velkendte til det anderledes, har jeg fat i noget. Jeg tilfører denne dæmoniske sitren, eller hvad vi nu skal kalde det, til noget, du kender, og håber på at ramme både det, der skræmmer os, og det, der tiltaler os«.

Tiden er fuld af katastrofer, man kan ikke åbne en avis eller se en nyhedsudsendelse, der ikke tilføjer nye dystre dimensioner, men Simon Bangs malerier kan noget andet, selv når de gestalter undergangsmotiver.

»Det er den der overgang mellem skønhed og grusomhed, død og liv, jeg går efter. Men det er jo også et forsøg på at finde ud af, om man overhovedet kan male sådanne motiver i dag, uden at det bliver for banalt eller postuleret. Jeg har jo lyst til at male for evigheden, ikke? Det ved jeg ikke, om jeg kan, men jeg drømmer om det. At lave noget, der kan holde 100 eller 300 år«.

Ib Andersens omslag til ’De lyse nætters tid’ er idyllisk. Simon Bangs lyse nat er mørk. Buldermørk. Når han maler, kan han ligesom tvinge sig selv til at se det mørke, som er forbundet med død og undergang, fortæller han:

»Vi er jo i en tilstand, hvor alt, hvad økonomerne måler på, viser, at det går godt, samtidig med at det føles helt modsat. Der siges, at der er færre fattige og flere rige, og middelklassen er blevet velhavende, og alt er tilsyneladende fint, men vi står over for andre store dynamikker, som f.eks. det indre og det ydre fjendskab. Det er også det, jeg undersøger«.

»Jeg forsøger at male det ind i idyllen, altså overført: Lige ved siden af det smukke og velordnede lurer det farlige, ondskaben og dæmonerne. Jeg ser også det ude i en fremtid, og det prøver jeg at male mig ind i ligesom på atomglimt-maleriet af Den Franske Cafe«.

Når hans malerier har dette særlige skær, skyldes det, at han giver alle sine lærreder et lag kadmiumrødt, inden han begynder at male på dem.

Hans kolleger synes, det er »sindssygt« med den røde grunding, »det smadrer dine farver«, siger de. Men han holder fast i inspirationen fra de gamle dekoratører, som altid begyndte med en orangerød bund, fordi den fik bladguldet ovenpå til at lyse endnu mere. Den effekt er tydelig på billedet af atomglimtet.

Der er de store erkendelser og de store sammenhænge som f.eks. den vision om undergang, som Simon Bang fanger i sit ’atomare’, ja, næsten radioaktive maleri af en café, og så er der de helt personlige erkendelser, han har gjort sig, af hvorfor han overhovedet maler, som han gør.

I virkeligheden har han vel fortalt mig, at det først var gennem arbejdet med ’Kaptajnens hjerte’, filmen om hans morfar, han fandt ud af, at han som morfaren indtager denne ensomme betragterrolle?

»Ja. Den film har været med til at forløse mig. Men den har også fået mig til at forstå noget meget dybere om mænd og manderoller. Jeg vil ikke fordømme og moralisere. For mig er det en film, som handler om patriarkens storhed og fald. Om den her store følelsesmæssige ensomhed. Filmen rummer en meget stor kærlighed til den mandetype. Jeg er inde i hovedet på den gamle patriark lige i det øjeblik, hvor tingene sker. Hvad gjorde det ved dig at være mand på den måde, spørger jeg«.

Hvordan synes du, Manden har det lige nu?

»Hele den fortælling om, at Manden skal ofre sig for noget større, og Kvinden skal beskyttes, er på vej ud. Det lyder enormt konservativt, men nogle gange må man spørge: Hvad er det, Manden med stort M kan? Måske er det at ofre sig for noget, der er større end ham selv? Det er Manden, at han uden at tænke sig om springer i søen, når et barn er ved at drukne. Sådan du ved: Jeg tænkte ikke rigtig over det, jeg gjorde det bare, sprang ned for at redde pigen, men jeg druknede selv, det er jo ligesom min rolle. Ikke?«.

»Det er alt det, vi er ved at ophæve, selve ideen om, at noget er heroisk, men måske er det faktisk sådan rent biologisk og mentalt, at det er det, mænd kan, ikke? Det kan ikke nytte, at vi alle sammen bliver en del af et femininitetsprojekt, hvor alle skal bøje sig mod det harmoniske og de bløde værdier. Det skal vi også, men vi bliver også nødt til at have det maskuline«.

Jeg ser allerede den feministiske Twitter-storm rejse sig mod mandschauvinisten Simon Bang ...

»Haha. Men vi bliver nødt til at have disse mænd, som kan være stenen i skoen, som vi bliver irriterede over, ikke?«.

»Alle de gamle sure mænd er skidevigtige, fordi de er vores temperaturmålere på, hvor vi er i verden, ikke? Når de begynder at brokke sig, så skal vi sgu lytte, fordi de har noget på hjerte, altså. De bliver skældt ud for dominans og katastrofale beslutninger, men de har også skabt fantastiske ting og kæmpet for at beskytte kvinder og børn og samfundet som helhed. De er gået i døden for det«.

»Vi bliver nødt til at omfavne det maskuline, for det er også det, som beskytter det feminine, det harmoniske og de bløde værdier – der skal være ligelig plads til både det kvindelige og det mandlige«.

Vi kommer til at tale om Erik Scavenius, der var udenrigsminister og statsminister i Danmark i en periode under Anden Verdenskrig:

»Han var virkelig en mand, der skulle håndtere pligten, tage en maske og en rolle på sig og gennemføre den. Sådan var min morfar på sin egen måde også«.

Simon Bang tager igen kasketten af, klør sig i håret og smækker den på igen. Han er ikke færdig med at fortælle mig om de tavse patriarker, som han kalder dem:

»Jeg har været omgivet af dem så længe og forstod på en eller anden måde ikke, hvad der var på spil«.

»Du ved, sådan nogle mænd, som har tilegnet sig en bestemt manderolle, men aldrig bliver fuldbragt, fordi de bruger det frirum, de har, til at få deres børn til at holde kæft og kone til at makke ret. Far skal have arbejdsro! Far skal have en lur på sofaen! Den indstilling koster på alle parametre. På det nære, på relationerne til dine børn og din kone og dig selv, din seksualitet og alt muligt«.

Nu er der vendt rundt på det hele.

Simon Bang ser et skred, hvor en ny tids mænd er ved at opløse sig selv, fordi de ikke har fået fat i, hvad det er for nogle parametre, der styrker og definerer deres rolle i samfundet.

»Der er afrundede fortovskanter og barnevogne alle vegne, og jeg byder vendingen velkommen. Men jeg har en sorgfuldhed i mig over, at modsætningerne forsvinder. Hvis ikke de er der, er det ikke sjovt at være til«.