Fra en bænk i skyggen observerer 84-årige Finn Hartmann formiddagens leben omkring Brønshøj Torv. Med få minutters intervaller suser en bus forbi, ved den lokale café får frokostgæsterne fadøl, og fra torvets tandlægeklinik kommer en kvinde ud med hænderne for munden. På bænken har Finn Hartmann selskab af konen Birgit Hartmann. For to år siden solgte de deres villa rundt om hjørnet og flyttede i lejlighed:
»Vi har så mange penge, at vi ikke skal have ekstra. Får vi en check af regeringen, sender vi den tilbage. Det er de svageste, der skal have, det er sgu ikke os andre«, siger den pensionerede skolelærer.




























