En isnende kold dag i slutningen af november 2004 kørte jeg rundt i Ukraine med Morten Sabroe. Vi havde lejet en bil i Kyiv, hvor titusindvis demonstrerede mod valget af en Rusland-venlig præsident, og var kørt østpå for at blive klogere på, hvad denne ’orange revolution’ handlede om.
Det var mørkt, vejene var spejlglatte, og Morten fik det dårligere og dårligere. Hvis der var to ting, han ikke kunne klare, så var det kulde og at være spærret inde i små, lukkede rum. Det var mig, der sad ved rattet, og jeg drejede ind på en tankstation for at se, om de havde noget musik, der kunne muntre ham op. Det eneste, de havde, var et kassettebånd med Coldplay. Det købte jeg.
Da jeg skruede op for musikken, blev stemningen i bilen endnu dårligere. Morten stønnede og satte med en huggende bevægelse Coldplay ud af spillet. Jamrende lortepop, mente han. Havde de virkelig ikke noget Bob Dylan?
Morten havde sine helte, og Dylan var den største. Lige i hælene kom gonzokongen Hunter S. Thompson, digteren Walt Whitman og en stribe andre – for det meste amerikanske – ikoner. Men ingen større end Bob Dylan.
