Når Karolina Wigura, en af Polens mest fremtrædende intellektuelle debattører, tænker på sit lands smertefulde udvikling, kommer hun ofte i tanke om Annie Ernaux’ hovedværk ’Min far’.
I begyndelsen af den franske forfatters selvbiografiske roman finder man en begravelsesscene. I kisten ligger Ernaux’ far, som hun ikke har set i mange år. Hun har som mange andre arbejderdøtre taget turen fra en lille provinsby til hovedstaden, Paris. Men vejen op ad samfundets rangstige er også forbundet med tab: at efterlade alt, hun har kært – også mennesker.
»Da jeg læste Ernaux’ roman, tænkte jeg: Det er min historie«, fortæller Wigura.
»Men det, som jeg troede var en personlig fortælling, viste sig nærmere at være et helt samfunds historie. Vi – det vil sige min generation af veluddannede polske kvinder – efterlod også nogle, når vi forlod provinsen og rejste til storbyen. Mange af de efterladte mænd i landdistrikterne var og er dybt frustrerede«.
