Der er helt stille på den mennesketomme gade. Eller så stille, som det praktisk talt er muligt en lørdag aften i centrum af Hongkong. Gaden, jeg står på, er en smal sidegade til en af byens større gader, så jeg kan høre bil- og motorcykelmotorer, stemmer og musik i det fjerne. Duften af stegte nudler og fermenteret tofu fra hovedgadens madboder gør den fugtige, forureningstunge luft en anelse mere appetitlig.
Jeg leder efter en boghandel, men i den svagt oplyste gade kan jeg hverken se skilte eller butiksfacader, der peger mig i den rette retning. Der er heller ingen mennesker at spørge om vej, og selv hvis der var, ville jeg formentlig vare min mund. For i Hongkong ved man aldrig, om den fremmede på gaden er en kinesisk patriot, og det event, jeg er på vej til, er langtfra stuerent.
Jeg får øje på en kvinde. Hun går rask til og forsvinder ind i en smal portåbning.
Kan det være der?
