Hun bor på en af de øvre etager, men kommer ned og tager imod, siger hun i dørtelefonen.
Jeg befinder mig i Silkeborgs absolutte centralnervesystem med hjuldamperen ’Hjejlen’ skråt overfor og den skummende sluse lige her for foden af rødstensbygningen. Her ved Papirfabrikken bor hun, en af Silkeborgs største sponsorer og garanter for et rigt kulturliv: Vera Merrild med efternavn som den kaffe, hun gjorde til sin forretningssucces.
Hun er iført prikket sommerkjole med en lang halskæde, knaldrød læbestift, knaldrøde negle og matchende postkasserødt pandebånd med duttelut. På fødderne har hun et par solide sandaler, man kan nå langt i.
Og Vera Merrild, der i dag er over 80, er nået langt, siden hun som ung begyndte at køre rundt i sit rød-hvide folkevognsrugbrød for at sælge kaffe til 8,95 kroner halvkiloet. I dag hører hun til gruppen af Danmarks rige onkler og tanter, som med deres velgørende fonde booster kulturlivet, når de offentlige støttekroner ikke rækker.
