Udenfor i en regn, der nådesløst prygler ned mod asfalten, står en ung kvinde i fuldtonet, sort heavy metal-ornat. Koket slår hun paraplyen op over sit ravnsorte hår og lægger den til rette på skulderen, så hun uforstyrret af regnen kan fotografere det enorme banner, der hænger ned ad den irgrønne husmur. På det fortæres et kranium af voldsomme flammer under påskriften ’Der harte Norden’ – det hårde norden.
»Det er trods alt sjældent, at min musik, black metal, præsenteres på en ambassade. Det er fortjent, for nordisk metal er fascinerende. Jeg glæder mig meget – og håber at slippe for de sædvanlige fordomme«, siger den helt sortklædte kvinde.
Hun hedder Annie, siger hun, og er kommet hele vejen fra Leipzig til Berlin for at se udstillingen i De Nordiske Ambassaders såkaldte Felleshus i Berlin.
Annie skynder sig ind fra det voldsomme skybrud og går op ad trappen, hvor det næste store banner hænger. Fra oven kigger en satanisk ged med knaldrøde øjne og lange horn ned på diplomater, politikere, forretningsfolk og hvem der ellers måtte have deres gang i de fem nordiske landes fællesrepræsentation i den tyske hovedstad.
