Jeg læste ’Trækopfuglens krønike’ på Bornholm på engelsk, kort efter at den var udkommet. Det pissede ned, og børnene larmede i den elendige lille ferielejlighed, vi var blevet bondefanget til at leje, men jeg var ligeglad. Jeg svarede på deres fjerne spørgsmål med enstavelsesord, for jeg var med Toru Okada på vej ned i brønden og videre ud ad tangenterne i en af de vildeste romaner, jeg nogensinde havde læst.
Det er sådan, det er at læse Haruki Murakami, som i disse dage besøger festivalen Louisiana Literature. Tid og sted i ens eget liv skrumper, og man bliver ført ind i verdener, man ikke troede fandtes, men som findes i kraft af hans bøger og lever videre i en selv. Jeg har tænkt på den brønd, som Okada havnede i efter at være gået ud for at finde sin kat og sin kone Kumiko, tusind gange. Kan stadig huske det gib, det gav i mig, da han pludselig blev i stand til at transcendere tid og sted og fra brøndens dyb begyndte at bevæge sig rundt i verden. Der kom ingen forklaringer, bruddet med realismen, som vi ville sige i Vesten, indfandt sig bare. Pludselig var Okada i Mongoliet. Alt kan ske i en roman af Haruki Murakami.
Det vrimler med brønde i hans forfatterskab, som er fuldt af disse exitpunkter, portaler, der gør det muligt for hans karakterer at træde ud af en dimension og ind i en anden. Som i ’1Q84’, hvor Aomame, lejemorderen, der endnu ikke har mødt sin Tengo, på chaufførens opfordring forlader den taxa, hun sidder fast i på en motorvej, går ned ad en lille trappe ved nødsporet og pludselig befinder sig i en anden verden. En med to måner på himlen.
