Jeg var en af de første til at rynke på næsen dengang i 2005, hvor ’Vild med dans’ fik premiere på TV 2.
Jeg havde det i forvejen stramt med standarddans, det der glitter, de der turkise øjenlåg, de der krampagtigt holdte smil og mekanisk vuggende hofter. Lidt ligesom synkronsvømning, bare marginalt mindre vådt, hvis man trækker tapsveden og hårprodukterne fra.
Men jeg ville da klart foretrække at se professionelle gøre det, hvis det nu skulle være.
Men faktisk er jeg blevet gladere for standarddans over de 20 år, der fulgte, og det giver jeg ’Vild med dans’ æren for. Jeg lærte at forstå arbejdet, der lå i det, og jeg fik ny respekt for, hvordan teknikken og koreografien udtrykte noget, der var større end sig selv. Ligesom i ballet (når ballet lykkes).
