C athrine Laudrup-Dufour skubber sit tømte kaffekrus lidt til siden, lægger de smalle hænder med de hjertedekorerede negle fladt ned på spisebordet som en slags understregning af vigtigheden i det, hun siger:
»Det øjeblik, hvor du får en medalje om halsen, det er jo bare et glimt. Det er lige det sidste i sløjfen. Det er selvfølgelig alt det andet, som det tager et liv at skabe sammen med et team, der på godt og ondt sætter sig spor i én«.
Hun flytter blikket til vindueskarmen, hvor en masse brede satinbånd i dybe røde, grønne og lilla farver skinner hulter til bulter, og så fortsætter hun:
»Se der: Alle de præmiebånd er ikke engang oppe at hænge. De ryger bare op i en spand. Og medaljerne ligger i en plastikpose i mit tøjskab. Tingene kommer ikke op på væggen, for det er ikke derfor, jeg gør det. For mig er performancen det lange, seje træk. De sidste syv minutter, hvor jeg er inde på banen, det er jo bare mig, der gør det, jeg har øvet mig på årevis«.
