0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Venstres Bertel Haarder ønskede allerede i 2016 at lave om på fordelingen af statsstøtten til de danske museer.

Det gik galt for Bertel, Mette, Joy og Ane. Kan Jakob Engel-Schmidt løse den gordiske knude?

Siden 2016 er det mislykkedes en stribe ministre at lave den museumsreform, som sikrer en mere retfærdig fordeling af statsstøtten til landets museer. Opgaven er ikke let. »Når man flytter rundt på pengene, så hører man kun utak. De, der får mere, de takker ikke, de vil gerne have endnu mere. Og de, der får mindre, de raser«, som tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) har udtrykt det. Her forsøger vi at give en forklaring på, hvorfor reformen har været så mange år undervejs.

FOR ABONNENTER

De danske museer står over for den største reform af statsstøtten i flere årtier. Baggrunden er, at nogle museer får mange millioner kroner og andre næsten ingenting, uden at man kan begrunde det ud fra museets opgaver og størrelse.

Men selv om det har været højt på dagsordenen hos en række kulturministre siden Bertel Haarder i 2016, er det aldrig lykkedes at gennemføre den reform, som alle er enige om er nødvendig.

Men hvorfor ikke? Hvad gjorde de tidligere ministre galt? Og hvorfor får hovedstadens museer så mange penge i statsstøtte?

Vi forsøger her at besvare nogle af de centrale spørgsmål i balladen om støtten til landets 97 statsanerkendte museer, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) nu prøver at reformere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Læs mere

Annonce