Når man tager i betragtning, hvor mundtlig hun er, hvor ivrigt hun kommunikerer, hvor karakteristisk hendes instrument lyder, kommer det bag på mig, når jeg nu sidder og skriver om hende, at det billede, der frem for noget står tilbage for mig, er en tavs Bodil Jørgensen.
Med vidt åben mund.
Hun gør det, når hun griner allermest hjerteligt. Ingen andre gaber så højt op. Hun spærrer munden op, lydløst. Hvis man var uhøflig, kunne man benytte sig af det og kigge ind bag hendes tunge ned til mandlerne.
»Ho’ er fa’me gal i æ skrald, do!«.
