Midt i lyskeglen og helt tæt på beundrende fans dansede Pil med bløde bevægelser på stedet, mens hun sang sit nye nummer ’Andre venner’.
»Jeg lægger to og to sammen/ du har andre venner end mig/ hvem har du nu inde i varmen?«, spurgte hun i omkvædet, som nogle fans sang med på den februaraften, TV 2’s ungekanal Echo holdt prisfest.
Det var en begivenhed, hvor Pil skilte sig ud. Med sangens mundrette linjer om smerten ved at føle sig valgt fra. Og også med sin udstråling.
Mens andre af prisfestens kendte optrædende eller gæster lignede nogen, der havde klædt sig ud til lejligheden, var Pil Jeppesen blot klædt på. I en langærmet bluse, hvis varme farver harmonerede med hendes brune pagehår, uden at det stjal opmærksomheden.
