Da Kaspar Colling Nielsen i 2013 udgav den dystopiske roman ’Den danske borgerkrig’, havde han en følelse af, at Vesten var i fuld gang med at miste sine nedarvede privilegier som det stærkeste, rigeste og mest avancerede sted i verden. Indtil nu havde demokratiet været Vestens svar på alt – også på uroligheder andre steder i verden.
»Men min fornemmelse, mens jeg skrev bogen, var, at vores del af verden var i gang med et stort statusfald. Efter i flere hundrede år at have udgjort et naturligt kulturelt centrum i verden. Det er det, romanen handler om. Men dengang var det slet ikke noget, politikerne talte om«.
»Og det kunne jeg ikke forstå«, siger han.
I Kaspar Colling Nielsens roman udbryder der i 2018 en seks år lang borgerkrig i Danmark, hvor politikere og rige mennesker bliver henrettet, og Christiansborg bliver bombarderet. Historien bliver fortalt af en 475-årig rigmand, der er sikret evigt liv via et stamcelleprogram, og som nu ser tilbage på sin ungdoms revolution.
