Forfatter Zenia Johnsen stopper og kigger på en klase brændenælder, som i mine øjne ser ud som alle andre.
»Her har de været, kan du se det?«, siger hun og peger mod en bunke sorte minikugler på bladene og noget hvidt, der ligner edderkoppespind.
»Der ligger larvelort, og der ligger også larveskind, som er blevet kastet. De smider jo skindet rigtig mange gange. Så – på et tidspunkt har de været her«.
Bag os vugger et roligt Lillebælt, og foran os rejser Fredericias grønne voldanlæg sig og spreder en duft af kamille, jern og fugtigt græs. Her på stien går Zenia Johnsen roligt og sikkert i sine flade, hvide ruskindssko, men for ti år siden faldt hun. Dramatisk, ned ad en trappe.
