Darren Star sidder over for mig i kulisserne til Gabriels restaurant, som hovedpersonen Emily Cooper forsøger at hive en michelinstjerne hjem til i den omdiskuterede og populære serie ’Emily in Paris’. Han har tydeligvis hørt kritikken før:
»Det er ikke en dokumentar om Paris. Det er en romantisk komedie«, siger den amerikanske producer, som står bag serien, der er en af de mest sete på Netflix.
Men hvorfor skal Paris i serien være så poleret og karikeret? Hvorfor er den sociale ulighed ikkeeksisterende, hvorfor ser vi i det mindste ikke Emily tage metroen indimellem? Siden serien i 2020 havde premiere, vender de samme spørgsmål tilbage fra vrede parisere, der har svært ved at genkende deres by og er provokeret over den stereotype fremstilling af franskmændene.
»Se på hvilken som helst romantisk komedie. Hvor ofte ser du hjemløse mennesker og folk på vej i metroen der? Og hvem siger, at hun aldrig er i metroen? Vi ser hende ankomme til arbejde og gå fra arbejde, men vi ser hende ikke bruge tid i metroen, for det er ikke nødvendigvis en del af historien. Og når du ser på de andre serier, jeg står bag, så er der altid en anelse ønsketænkning i dem. Det handler ikke om at afbilde realiteterne ved en given by«, siger Darren Star og holder øjenkontakten.
