I 1961 flyttede jeg som 14-årig med min far, stedmor og lillesøster fra et boligkompleks i Buddinge nord for København til et rækkehus i Frederikshavn.
I Buddinge var mit ungdomsliv så småt ved at begynde. Jeg havde gode venner, og vi tog ofte ud og kiggede på asfaltbal, hvor de lidt ældre dukkede op, dansede og hyggede sig. Pigerne i enorme skørter, højt hår og chiffontørklæder bundet under hagen, drengene med ægte James Dean-hår sat med pomade. Så stod vi der og kiggede og fik fornemmelsen af, hvad der ventede os lige om lidt.
Inden jeg kom så langt, flyttede vi. I Frederikshavn var der ikke asfaltbal. Jeg kan huske, at jeg savnede to af mine gamle veninder, lige da vi var ankommet. Men jeg havde faktisk ikke rigtig tid til at tænke på dem. For det gjaldt bare om at følge med og i første omgang at forstå, hvad mine nye klassekammerater sagde. Jeg oplevede, at frederikshavnerne var meget ærekære om deres by og det at være nordjyde fra Vendsyssel. Jeg skulle ikke tro, at jeg var noget, bare fordi jeg kom fra København. Tværtimod skulle jeg trynes. Særligt pigerne var forfærdelige, drengene kunne jeg bedre alliere mig med igennem sport eller anden aktivitet.
Netop igennem sport faldt jeg til. Jeg spillede volleyball i FFI og startede i roklubben, som kom til at betyde ufattelig meget for mig. Her fik jeg også de vildeste naturoplevelser. Jeg elskede og elsker, at naturen var så barsk med det enorme blæsevejr, de kolde vintre, store vidder og kysten lige ved siden af. Måske har jeg fået den forkærlighed med i generne fra min mor, der var norsk. I hvert fald oplevede jeg i den nordjyske natur at komme hjem på en måde, jeg kun har oplevet en anden gang i mit liv på en rejse til Færøerne.
