Storebælt ligger glat på begge sider af toget, en lavthængende sol sætter en orange glans i vandoverfladen. Et containerskib vipper på horisontlinjen, et sejlskib glider mod Korsør. Søren ser ned på sin computer; han har tre exceldokumenter åbne, som han håber at lukke, inden de når Hovedbanegården. Batteriikonet øverst i højre hjørne blinker i takt med den jagende smerte i kindtanden. Han har tid 8.20 i morgen hos tandlægen i Hillerød, han må holde smerten ud til da, så vil hun trække ondet ud med rode, som hans datter Fie siger, når han brokker sig over tanden, eller at musene har bygget rede ude i annekset, eller at han ikke kan få leveret reservedele til de varmepumper, han installererede så mange af i Ukraine-krigens første år. Nu går de i stykker del efter del, og fordi krigen er uendelig, kommer reservedelene ikke frem.
Søren mærker det lette svusj i ørerne, da toget kører ind i tunnelen. Han opretter en ny funktion i excelarket. Kvinden overfor ham rejser sig efter kaffe. Igen, tænker Søren, det er hendes tredje kop.
Det bliver mørkt. Toget hviner og bremser voldsomt op. Kvinden vælter ned i hans skød, den varme kaffe brænder Sørens ben gennem bukserne, han skynder sig at tage dem af. Ondets rod, hører han Fie sige.
»Er alle o.k.?«, spørger en stemme.
