Mit barndomshjem var meget turbulent, og jeg havde rigtig mange konflikter med min daværende papfar. Da jeg var 15 år, satte han et ultimatum over for min mor. Det var ham eller mig. Hun valgte ham, og jeg blev sendt på efterskole.
Jeg havde mange fordomme om efterskolen som et sted for flippede uldsokketyper. Sådan en var jeg bestemt ikke dengang. Det endte med at blive det bedste år i mit liv. Jeg fik venner, der godt gad mig, selv om jeg havde det rigtig dårligt og beskyttede mig selv med en barsk fremtoning.
Halvvejs i opholdet blev det besluttet, at jeg heller ikke måtte besøge min mor i weekenderne. Det var meget svært. Og svært, at min far, der bor i Nigeria, heller intet gjorde, selv om han vidste, hvor dårligt jeg havde det. Jeg blev valgt fra af de to mennesker, der havde sat mig i verden.
Da efterskoleåret var forbi, flyttede jeg ind hos min moster på Amager. Det gik fint nok, men det føltes alligevel meget midlertidigt. Hun havde også sine egne børn, og i sidste ende skulle jeg klare mig selv. Jeg flyttede ud kort efter min 18-års fødselsdag, mens jeg stadig gik i gymnasiet.
