Den tidlige industrielle revolution havde udløst en voldsom befolkningseksplosion i Storbritannien, mens overudnyttelse hastigt forringede landbrugsjorden. Netop som man midt i 1800-tallet frygtede, at økonomen Thomas Malthus skulle få ret i sine profetier om hungersnød udløst af uhæmmet befolkningstilvækst, kom hjælpen som sendt fra himlen. Bogstaveligt talt.
I 1839 ankom den første skibsladning med peruansk fuglelort til Liverpool. De 30 sække med guano skulle ændre historiens gang. Guanoen fra skarvens fugleøer ud for Perus kyst indeholdt nemlig alt det, der skulle til, for at sætte fut i en hensygnende landbrugsjord. Så stor en gamechanger var det, at guanay-skarven (peruskarv på dansk) som et af få dyr har fået den tvivlsomme ære at blive opkaldt efter sin egen afføring.
På grund af Stillehavskystens knastørre klima blev skarvens fugleklatter på Chincha-øerne ikke skyllet væk af regn, men kunne igennem århundrederne ophobe sig i lag på op til 50 meters tykkelse. Takket være det hvide guld fik den tidligere koloni Peru afstivet sin endnu vaklevorne økonomi. I England gjorde guanoen importøren William Gibbs til en af klodens rigeste mænd.
Men som så meget andet, der kommer som sendt fra himlen, var der en bagside. Guanoen blev udgravet af kinesiske kulier, der var narret til Peru under falske forudsætninger (de troede, de skulle grave guld i Californien). Kulierne blev behandlet endnu værre end de slaver, der trods alt kunne frigives i 1854, mens kineserne hang på deres kontrakter og døde som fluer.
