Da jeg i sin tid for første gang fik min lille datter spændt for brystet i den dengang nyopfundne Snugli-pose, var det, som om en brik dybt inde i mig faldt på plads.
Det føltes som en helt naturlig følelse af omsorg, så jeg glæder mig dagligt, når jeg ser de unge mænd i min familie tage ligelig del i arbejdet omkring børnene. Så er det med omsorgens fordeling mellem kvinder og mænd et spørgsmål om natur eller kultur? Eller begge dele?
Spørgsmålet er brandvarmt i øjeblikket, hvor Emma Holtens debatbog ’Underskud’ giver en tiltrængt analyse af baggrunden for undervurderet omsorg i kønspolitisk, idéhistorisk og ikke mindst økonomisk belysning. Det traditionelle kvinde- og omsorgsarbejde i hjemmet og på arbejdsmarkedet, som enten er ulønnet eller underbetalt.
Ifølge Holten har vi udviklet os til et samfund, hvor man er virkelig dårlig til at sætte pris på omsorgen for det, vi sætter mest pris på. Familien, børnene, kærligheden, naturen. At opdrage børn til gode samfundsborgere og pålidelig og dygtig arbejdskraft er en gratis ressource. Naturen og den på sigt omkostningstunge forurening af den er ’gratis’.
