Michael Kvium er flyttet på landet for at få ro. Det er ikke lykkedes særlig godt endnu

Danmarks mest berømte maler er flyttet fra Holbergsgade lige mellem Nyhavn og Christiansborg i København.

Han er flyttet sydpå, omkring 100 kilometer. Langt ud på landet, lige ud til fladt, sumpet lavland, hvor han har købt en gammel hovedgård.

Her for enden af en lang grusvej, gemt for offentligheden, arbejder maleren, der må lide den tort selv at være blevet en attraktion, ligesom hans kunst er det.

Michael Kvium forsøger at skabe en beskyttende boble omkring sig selv, hvor han kan koncentrere sig uden »at skulle sende skuespilleren Michael Kvium« for at være hovedperson i andres oplevelser.

Det er et år siden, at Kvium flyttede ud af byen, og i den tid har han arbejdet på en udstilling, der i denne weekend åbner på Nivaagaards Malerisamling.

»Jeg tænker, at det her nok bliver en af de sidste store manifestationer«, siger Michael Kvium.

»Hvis der kommer flere udstillinger, bliver det nok mere med værker fra tidligere. Det kommer selvfølgelig også an på, hvor længe jeg lever«.

Det er ikke helt til at sige, om han laver sjov eller mener det.

I fire måneder op til Michael Kviums nye udstilling, der forholder sig til klodens tilstand, både i verdenshavene og inde i vores egne hoveder, har fotograf Finn Frandsen og jeg været blandt dem, der forstyrrede Kvium i tide og utide.

Vi har været med, fra lærrederne hang umalede på væggen, og bronzeskulpturen af Sankta Lucia endnu ikke var støbt.

Denne roadmovie i et mildt og kringlet kunstnersind begynder med, at vi parkerer uden for en lade på en varm sommerdag, hvor luften står stille, og insekterne hænger over de vilde blomster rundt om Michael Kviums værksted på Avnø.

Avnø 3. juli

Museumsdirektøren fra Nivaagaard har på forhånd fortalt, at Michael Kvium har Danmarks smukkeste atelier.

Der er noget om snakken. Kvium holder til i en gammel kampestenslade med rød bræddeforskalning på gavlene, ovenlyset lægger sig blødt ind i lokalet, der er beklædt med rå fyrretræsbrædder.

Der lugter af sommerferie i jyske granplantager.

På væggen hænger et kæmpe landskabsmaleri, ni meter langt, mandshøjt.

Det er et værk, Michael Kvium besluttede sig for, at han ville male, da han første gang var nede at se på gården, hvor han sammen med sin kone flyttede ind for et år siden.

Maleriet deler træk med udsigten gennem vinduerne, men er ikke en gengivelse af den. Udenfor er sumpet marskland, det er der også på maleriet, men det sidste er trukket ud af hjernevindingerne på Michael Kvium selv. Billedet er holdt i lyserøde og lilla nuancer. Eller caput mortuum, som den dominerende farve rettelig hedder, siger Kvium.

Caput = hoved.

Mortuum = dødt.

Så er dansk kunsts store stadionrocker ligesom i gang. Gennem en hel karriere har Michael Kvium malet mennesker, figurer, væsner, skikkelser, krager og citroner, røde pølser, motorcykler og sågar tynde, forpjuskede birketræer. Han har forført med sin tekniske overlegenhed, sit blik for det karikerede og for menneskedyrets uperfekte krop i det jordeliv, vi er sat i.

Men landskabsmaler har han lovet sig selv, at han aldrig skulle blive.

Ikke desto mindre er det endt sådan. I hvert fald for nu.

»Jeg har forsøgt at fjerne alt det, man forventer sig af et maleri, der skal være smukt og godt. Jeg synes, det er blevet præcis så kedeligt, som det skal være«, siger han.

Måske har kunstneren spist en fjeder til morgenmad, måske er han faktisk et dampbarn, som han af og til siger i en bisætning.

Han sidder og taler. Går ud og laver neskaffe, »bare bliv siddende, jeg skal nok hente, skal I have mælk i?«, piller ved sine skitser på bordet eller den række af malede bordtennisbolde, malet som øjne, der hænger på reolen ved siden af det bord, vi sidder ved.

Var det ikke for det faktum, at Michael Kvium er født i 1955, har børnebørn og seniorvenlig skriftstørrelse på sin mobiltelefon, ville jeg skrive, at der var noget drenget over ham.

På væggen modsat bordet, vi sidder ved, løber en lyseblå horisontlinje hele vejen på tværs af de fem lærreder, der udgør ’Wetland’. Det store maleri er mennesketomt. Enkelte birketræer vrider sig her og der lidt op i landskabet. Alle undermålere. Nogle kragefugle bevæger sig over den helt flade og monokrome horisont.

»Jeg har været nødt til at rette på det mange gange, så det ikke blev for pænt. Det skal fandeme ikke blive et guldaldermaleri«, siger Michael Kvium.

Det er snart et år siden, at lærrederne blev hængt op, og Kvium har brugt nogle perioder på at male – både de grove og ekspressive strøg i den mørke himmel og myriaderne af små pletter og streger, hvis farvemylder giver liv og dybde i forgrundens tottede beplantning.

Det er et smukt landskab, men også et urovækkende landskab.

»Hvad fuck skal kunst være opløftende for? Jeg er det samme røvhul, jeg hele tiden har været«, siger han og virker som alt andet end lige det.

»Hvis den her udstilling var en sang, ville det være en blues«, siger Michael Kvium.

Udstillingen kommer på forskellige måder i berøring med emner som de stigende verdenshave, de bunker af affald, vi producerer som mennesker, og den moderne verdens syge forhold til skønhed.

Og så »det mest umoderne, man kan male: små artige drenge«.

I det ene hjørne hænger et stort rundt lærred. Det er tomt og ugrundet. Det samme gælder et stort rektangulært, der hænger i den anden ende af rummet. De skal begge med på udstillingen, skitserne findes, men Kvium er ikke nået til at male dem endnu.

»Poul Borum skrev engang et digt om mig, som jeg blev enormt stødt over, men som nok var meget rigtigt. Han skrev, at jeg var ufrivilligt sand«, siger han.

Michael Kvium har siden spekuleret over, hvad der kan ligge i det med at være ufrivilligt sand, og er kommet frem til, at der måske faktisk er en sandhed i det, også selv om han ikke brød sig om den som ung.

»Lige meget hvor meget vi prøver at skjule alt muligt, blotlægger vi os. Og når jeg blotlægger mig som menneske i mine malerier, blotlægger jeg også alle mulige andre mennesker til en vis grad. Når jeg blotlægger vores dumheder eller mangel på perfekt udseende eller perfekte liv, bliver det måske ufrivilligt til en form for sandhed«.

Christianshavn 29. august

Det er årets varmeste dag.

Michael Kvium holder nogle dages pause fra arbejdet med udstillingen. Har har næsten lige været i Svendborg for at være med til støbningen af bronzeskulpturen Lucy, et af de centrale elementer til Nivaagaard.

Pausen er tiltrængt, siger han.

Der er meget praktik, og han er faktisk ikke klar til at bryde den boble, han forsøger at skabe omkring sig selv hjemme i værkstedet, når han arbejder.

»Jeg havde lovet, at de måtte kigge ned i værkstedet fra museet. At de kom i en dobbeltdækkerbus med 78 mand, det havde jeg ikke lige fanget. Jeg kan godt love dig, at jeg fik travlt med at hente borde og stole og komme i Rema 1000 efter danskvand«, siger han.

Han griner lidt af det, men siger også i alvor, at han skal have sat en fod ned over for de besøg.

»Du skal ikke skrive om alle dem, der har været hernede, for så er der bare endnu flere, der får ideen«.

Da hele Nivaagaard var på besøg i turistbus, piblede det ind alle vegne. Kvium havde egentlig ikke nogen uvilje imod de besøgende, det er jo sådan set dem, der skal være med til at lave og formidle udstillingen sammen med ham.

Det er bare et meget intimt rum, de træder ind i. Også selv om rummet er stort, nyrenoveret og tjekket. Det er sket, at en eller anden helt uopfordret begynder at rode i hans ting, bladre i hans skitser.

Det føles, som om »nogen begynder at rode i mit vasketøj eller tager tegnebogen op af lommen på mig og bladrer i den«, siger han og lægger sit ansigt i folder, der kunne springe lige op på et af hans mere karikeret vrængende værker.

Ideen med at flytte på landet var egentlig at få fred. Ikke at blive en turistattraktion i sig selv.

»Især hvis besøget har noget med handel at gøre, så kan jeg få det helt, som om jeg har haft indbrud. Jeg kan virkelig ikke lide, at det er i mit atelier. Det føles, som om jeg er besudlet, jeg føler mig som en hooker«.

Michael Kvium siger, at han ikke selv ved, hvad hans værker koster. Hans kone, Kristin Gudnason, tager sig af den del af forretningen. Det er hende, man tager fat i, hvis der skal klares noget med penge. Eller praktik i det hele taget faktisk. Skriver man en mail til Michael Kvium, får man sandsynligvis svar fra hende.

Hun gør det muligt for Michael Kvium at bevare illusionen om, at han arbejder i et ubesmittet rum. Hun sørger også for, at de kan leve af, at han befinder sig i det rum.

»Der blev lavet en eller anden undersøgelse, der viste, at mange danske billedkunstnere tjener 100.000 kroner om året. Der er sgu ikke nogen rengøringskoner, der går for det«.

Han ryster på hovedet og smiler sit skæve tandsmil. Når han griner, kniber han øjnene så meget sammen, at de forsvinder i folder.

»Det er det, jeg siger«, griner han videre.

»Kunstnere er snotdumme«.

Han er bare ikke selv en af de kunstnere, der klarer sig for 100.000 kroner om året. Tværtimod.

Michael Kvium er en af dem, det går allerbedst for herhjemme. Hans værker sælger i perioder hurtigere, end han kan producere dem, kvadratmeterprisen er høj. Og selv om han sandsynligvis har ret i, at han ikke ved, hvad hvert enkelt billede koster, kan han godt se, at der er penge på kontoen.

»Jeg har sgu da også nærmest lidt dårlig samvittighed over det nogle gange«, siger han.

Var hans karriere gået mindre godt, havde han sandsynligvis stadig lavet det samme, siger han. Også selv om samfundet nærmest ser mere ned på en kunstner, der ikke har klaret den, end på en hjemløs, som han ser det.

»Det har altid været en frygt for mig at ende med at sidde og male i køkkenet i en etværelses i Brøndby Strand«.

Han siger, at han siger det med respekt for de kunstnere, der lever for virkelig lidt og arbejder seriøst med tingene uden at miste deres stolthed. Han er bare ikke sikker på, at han selv havde klaret den type liv lige så værdigt.

»Og det virker jo ikke sådan, at jeg kan sige, jeg så kun vil have halvt så meget succes, og så kan en anden få den anden halvdel. I stedet har jeg prøvet at hjælpe rundtomkring, hvor jeg kunne«, siger han.

For eksempel har han ladet den gamle hestestald på gården indrette til gæstebolig, hvor forskellige kunstnere kan bo og arbejde. Flere år i træk har han også holdt en slags sommerskole for unge kunstnere, hvor han kan give lidt af sin viden om både håndværket og branchen videre. Og hvor han selvfølgelig kan få lidt af deres ungdommelige gejst ind i sin hverdag og sit værksted.

Humlebæk 13. september

Rundtomkring i værkstedet ligger kunstige sår og mærkelige masker, pudsige maskiner og afstøbninger af væsner, der ellers kun lever i folks fantasi.

Per Kapper hedder indehaveren af det, der ligner drømmen om en 14-års fødselsdag for nørder.

Michael Kvium bevæger sig hjemmevant rundt med en stor kaffekop i hånden. Han virker faktisk særligt i hopla her i lokalet, hvor han gennem tiden har arbejdet i månedsvis.

Den lave bygning i det lille industrikvarter er stedet, man går hen, hvis man gerne vil have produceret noget, som man kan tænke sig til, men ikke se for sig, hvordan man laver.

De leverer special effects til film og teater, laver scenografi til teatrene og udsmykker restauranter, og så hjælper de kunstnere som Michael Kvium, når han som nu gerne vil lave et springvand, hvor vandet løber igennem et stort fad af øjne, ned i et lidt større fad med hænder, der laver thumbs up, og videre ned i et stort bassin.

Fadet med hænderne er holdt oppe af en cylinder, hvor forvredne dødningeansigter snor sig mellem hinanden.

På kanten af bassinet hænger fire væsner, der i mangel på bedre udtryk virker meget kviumske. De har både arme og røv i begge ender, er lyserøde og på størrelse med en lille kylling.

»Det var de mørke traumer, der kom ud der«, konstaterer Per Kapper, da han drejer lidt på cylinderen med dødningeansigterne.

»Det ville da være dejligt«, svarer Kvium muntert.

Hans telefon ringer.

Det er noget praktik, han klør sig lidt i nakkefolderne.

»Det er et helvede med kataloget«, siger han efter at have lagt på.

»Så skal jeg til at tale om alt det, jeg ikke vil tale om. Jeg vil helst vente med at bryde det vakuum så længe som muligt, for når jeg først begynder at definere, hvorfor tingene er, som de er, er det lettere at hænge fast i, at sådan er det«.

Der er snart fyldt tilstrækkeligt med vand i bassinet til, at springvandet kan blive prøvet af for første gang. Kvium giver et begejstret spjæt, da det bliver tændt.

»Det er jo, ligesom jeg tegnede det. Fantastisk. Jeg ringer altså lige til Andrea, så hun kan komme og se det«.

Andrea Rygg Karberg, direktøren fra Nivaagaard, kommer kort tid efter i sin lille åbne bil.

»Gud. Det er jo et vildt springvand«, siger hun.

»Hvor er det fantastisk«.

Hun deler Kviums begejstring. Måske ikke så meget for det vand, der plasker en meter uden for det nederste kar. Springvandet skal stå på museets terrazzogulv, og der kan nok godt ende med at blive temmelig glat.

Ingen nævner det lige i situationen. Alle tænker på brækkede hofter blandt museets ofte modne gæster.

De taler kort om, at en sejlmager måske kan lave en dug, der kan lægges under. Måske personalet også kan bruge en vandstøvsuger. Kvium kan da ovenikøbet lave en uniform til dem, skal det være, joker han.

»Det er det, jeg har sagt hele tiden. Det sprøjter 70 centimeter, og så kommer der lidt helt ud til 1 meter«, siger Per Kapper gennem skægget, ikke uden en vis faglig stolthed over at have forudset situationen.

De taler om forskellige mulige kanter, man kan sætte rundt om springvandet for at samle vandet op. Kvium skifter emne efter et øjeblik.

»Har du set mine børn. Er de ikke søde«, spørger han museumsdirektøren.

»Så søde«, siger hun.

Per Kapper tager et af de fire væsner op og stikker hende det i favnen. Det er lavet af silikone, er koldt, tungt og vådt, og føles som kylling, der kommer lige fra køledisken.

»Jeg ved, at folk ikke kan holde snitterne fra dem, så du skal se dem få et chok, når de rører ved dem«, siger Michael Kvium.

Man kan se, at han glæder sig.

Det er ikke bare chok og horror. ’Tearfall’, som værket hedder, indeholder flere af udstillingens hovedtemaer. Sankta Lucias øjne i fadet, vandet, der stiger, og Kviums livslange fascination af »den der følelse«, som den uperfekte eller aparte fysik giver.

Og så er der for Kvium et genbesøg i sin barndoms religion.

Han voksede op som et af otte børn i en familie af katolske konvertitter, der håbede at få »otte små gode katolikker«, og som ikke fik en eneste.

»Når man får at vide, at man kommer i helvede, hvis man ikke opfører sig ordentligt, påvirker det selvfølgelig éns liv«, siger han.

Nøgternt.

Andrea Rygg Karberg må smutte, siger hun. Møde.

Hun og Kvium kan lige tales ved om de vægmalerier, han skal lave på museet i forbindelse med udstillingen.

Om han har styr på dem?

Det tror han.

»Ellers må jeg lave en Lemmerz«, siger han grinende og stikker nonchalant den ene hånd i lommen og lader, som om han hurtigt tegner en streg med den anden, med reference til sin gode ven og mangeårige kollega Christian Lemmerz.

Kvium vender sig mod Per Kapper.

»Det har du klaret godt«, siger Michael Kvium.

»Det er noget lettere at få vandet til at sprøjte den rigtige vej på en skitse end at gøre det i virkeligheden«.

Vi siger farvel på værkstedet og følges ud mod bilerne.

»Ved I hvad«, siger Kvium.

»Jeg går altså lige ind og giver dem en hånd med at få pakket sammen, inden jeg kører«.

Avnø 24. september

Det er den sidste dag, det store landskabsmaleri hænger på væggen i Michael Kviums atelier og fylder rummet med sine lilla toner.

I morgen tidlig kommer flyttefolkene og tager de fem lærreder med.

Inden da skal han lige have fundet ud af, hvordan han får dem ned.

»Det må jeg se, om Kristin kan hjælpe mig med i aften«, siger han.

Han sidder ved bordet og trykker nikotintyggegummi ud af pakken. Det er en bevægelse, han laver en del gange i løbet af en dag. Hånden ned i brystlommen efter pakken. Det brugte tilbage i hullet, hvor det kom fra, i kværnen med et nyt.

I mange år levede han i hovedsagen af kaffe og smøger, men for nogle år siden droppede han det. Både fordi han et par gange havde problemer med stemmebåndet, og fordi han egentlig godt ved, at det ikke fremmer helsen. De to af hans syv søskende, der er døde inden for de seneste år, var begge rygere.

De lærreder, der var uberørt i sommer, er nu færdige. Tættest på os hænger vandreren, der med tykke ben og brede hofter er stavret triumferende op på bjerget af skrald. I den anden ende af rummet hænger det runde værk nu fyldt med hjernevindinger.

I den bagerste ende af værkstedet står et lille lærred. Det forestiller en figur med den for Kviums karakterer karakteristiske lidt sammensunkne holdning. Baggrunden er mørk, og malingen har været tynd og er løbet. Ansigtet er gult som de smileyer, Kvium til min overraskelse ganske ofte bruger i sine sms’er, men modsat dem flyder det ud og løber nedad, som om det er ved at smelte.

»Det er bare noget, jeg stod og lavede i går for sjov for at holde penslerne varme. Nu havde jeg alligevel farverne ude«, siger han.

Der er altid noget mærkeligt ved at afslutte et stort projekt, fortæller han.

Alle de ting, han har skitseret, modelleret, tænkt, gentænkt, talt med folk om og malet, er nu færdige. De små bronzedrenge, der skal åbne indgangen til udstillingen, står på et bord ved siden af elværktøjet og skammer sig. De små malede drenge står i den modsatte ende af lokalet og er også klar.

Han sidder foran sin kvadratiske blok ved tegnebordet. Når han tænker, gør han det med hænderne.

Hvorfor han gør, som han gør, ved han egentlig ikke altid. Derfor ville han også være ret dårlig til at undervise, siger han. Han gør bare tingene, fordi de føles rigtige, og så holder han forhåbentlig op igen, inden de begynder at føles forkerte.

»Jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at jeg kan se, et billede ikke er rigtigt. Jeg skal have en klar fornemmelse af, at det er rigtigt, det, jeg gør, men det er bare ikke til at forklare. I hvert fald ikke for mig. Jeg ved sgu ikke. Måske jeg ved en hel masse om det, men så synes jeg bare, det er svært at tale om«, siger han.

En af de ting, han ofte bliver foreholdt, er, hvorfor han maler de grimme og uhyggelige billeder. Han anerkender ikke det standpunkt. Skønhed er ærlighed, og han forsøger at male ærlige billeder. Han forsøger ikke at male glansbilleder.

Vi kan kende hinanden som mennesker, siger han, på vores særheder og forskelligheder.

Luk øjnene, og tænk på Michael Kvium.

Du tænkte sikkert på hans silhuet med de udstående ører, ikke?

Alligevel er det vores fælles uperfektheder, vi af en eller anden grund gemmer væk, som Kvium prøver at trækker frem i lyset. Det er måske endnu mere vigtigt nu end nogensinde før i hans karriere, siger han. I en tid, hvor stadig flere bliver opereret for at få perfekte, ens ansigter, der passer i de sociale mediers algoritme, men ifølge kunstneren kun bidrager til at gøre mennesket mere fjernt fra den natur, vi kommer af.

»Kunst er et enormt privat projekt, men jeg er villig til at dele det med andre. Og de gange, hvor jeg kan mærke, at en masse mennesker bliver engageret i det og bliver påvirket i deres eget liv på baggrund af nogle farver og strøg og linjer, som jeg har sat sammen ...«, siger han.

Han holder en lille tænkepause.

»Er her ikke varmt? Er jeg i overgangsalderen, eller er det bare, fordi vi drikker kaffe?«.

Han går over og lukker døren op og ser en salamander på vejen.

»Nej, hej, lille ven. Hvad laver du da herinde?«.

Han holder den frem på sin store, flade, let malerplettede hånd.

»Nu skal jeg hjælpe dig ud igen«.

Han sætter den forsigtigt udenfor i græsset og kommer tilbage, mens han tager overskjorten af.

»Men altså. Det er stadig til stor forundring for mig, når det påvirker andre mennesker, hvad jeg laver«.

»Det er jo fuldstændig absurd i virkeligheden, at folk kan blive gale på et billede, fordi der står en person derinde, de ikke kan lide. Der er jo ingen person derinde. Der er nogle penselstrøg«, siger han.

Han griner sit lidt raspende grin og viser tænder.

Andres meninger om hans kunst er en af grundene til, at han forsøger at arbejde uforstyrret. Når udstillingen åbner, skal han heller ikke læse anmeldelser, siger han. Det kan han slet ikke håndtere. Det forurener hjernen.

»Så er der en eller anden, der skriver, at de her billeder var gode, men de her var dårlige. Nogle gange er det bare sådan, at det er de dårlige billeder, der er de vigtige, fordi de bringer dig et interessant sted hen i værkstedet«, siger han.

»Vi har jo ingen facitliste anden end vores egen, og hvis man har et vanskeligt sind, er facitlisten jo lige så variabel som dit sind«.

Han holder en lille pause.

»Men er du slet ikke sulten? Vi skal da have noget frokost«.

Vi går over i hovedhuset. Kvium finder mad frem. Æg, kartofler, den gode ost, leverpostej, ristede løg, pølse, »alle klassikerne«.

Lige så fremmedgørende og påtrængende Kviums billeder kan være, lige så mild og høflig er deres skaber over for gæster. Humoren, der hele tiden dirrer under overfladen, deler de.

»Vil du have mayonnaise til kartoflerne?«.

»Der er salt her«.

»Du skal da have noget at drikke. Et glas vand? Du kan også få en øl«.

Der suser to katte rundt mellem benene på os. En grå og en broget.

»Vi var oppe klokken fire i nat, fordi det pisregnede, og kattene ikke var kommet ind. Jeg vågner lidt for tit klokken fire over noget for tiden, jeg tror, min kone er ved at være lidt træt af mig«, siger han.

Michael Kvium har haft katte længe.

Han er vild med dem og taler kærligt til dem, som man også taler til små børn. Det er lette væsner med en egen vilje og intelligens, der gør dem mere tiltalende end hunde, synes han. Han har haft en siameserkat, der brugte det meste af sin alderdom på at ligge på Michael Kviums arm og spinde og spinde i timevis.

»Den kunne ligge og spinde sådan hele natten«. Han har også haft en, der lå og slængede sig bag nakken på ham som en pelskrave.

De to katte, de har nu, har de fundet under en skurvogn. Faktisk var der tre killinger, og de begyndte deres liv som udekatte. Da den ene så gik til, kom de to andre ind.

Kvium må bruge både arme, ben og overtalelsesevner for at holde dyrene inde, da vi går over i værkstedet igen.

»Den ene af dem er endnu mere dampbarn, end jeg selv er«.

Nivaagaard 1. oktober

Michael Kviums firehjulstrækker holder på parkeringspladsen uden for Nivaagaards Malerisamling.

Kunstneren selv går rundt ved bagindgangen til museet, hvor en lille kassebil er bakket til. Indeni ligger Lucy, den to en halv meter høje bronzeskulptur.

»Den vejer ikke andet end 250 kilo«, siger Jørn Svendsen fra Skulpturstøberiet, der er kommet med den fra Svendborg.

»Det er jo ikke andet end en gammel syv en halv’er-Honda«, siger Michael Kvium.

»Utanket endda«, griner Jørn Svendsen.

Ligesom nogle mennesker opgør penge i storebæltsbroer eller bondegårde, beskriver Michael Kvium tit vægt, i forhold til hvor meget motorcykler vejer. Han har trods alt også brugt en stor del af sin ungdom i en motorcykelklub i Horsens.

Skulpturen ligner et lidt stort, stift lig, der bliver kørt ind på museet. Den er pakket ind i tæpper og antyder menneskekroppen nedenunder.

Alt det, der har fået Michael Kvium til at vågne om natten, viser sig ikke at være et problem.

Sankta Lucia kommer op at stå. Hun sidder på hug på en høj træstub med det øjenløse ansigt vendt ind mod det runde lærred med hjernevindingerne. Alle enkeltdelene begynder at glide sammen.

»Det er skræmmende tæt på det, jeg havde tænkt«, siger Michael Kvium. Andrea Rygg Karberg aer stilfærdigt kunstneren på armen.

På den modsatte væg skal det lange landskabsmaleri op. Den verden, som Lucia – eller Lucy, som hun hedder hos Kvium – vender ryggen. Den verden, hvor vandet stiger, og skraldet hober sig op, som mange af os vender ryggen til, mener han.

Kvium skridter videre rundt i sin blues af en udstilling. Det ene siderum er bare en række små senge med høje ben. De er egentlig genbrug fra en udstilling i 1998, men de dukkede op, da han flyttede sit lager ned i det nye hus på landet. Og så passede de lige ind.

Sengene står langs væggen på række og ligner noget fra et gammelt børnehjem. Som altid, når det kommer til Michael Kvium, er der noget, der skurrer. Benene er underligt lange.

Sengene er en hilsen til Velasquez’ dværge, en uvenlig hilsen, kan man sige, for de er lavet i en længde, der passer til en dværg, men i en højde, så en dværg ikke kan komme op i dem. For kunstneren et billede på »livets umulighed«.

»Det skal helst være sådan et sted, hvor folk bliver i tvivl om, om det er en del af udstillingen, og om de må være her«, siger han.

Alt kører slag i slag. Per Kapper og hans hold begynder at montere vandskulpturen med de mange øjne. Kvium går rundt og ser til, at det hele bliver, som han havde tænkt. Han er færdig med de to vægmalerier, så nu skal han mest vejlede de andre.

Portrætterne af de små drenge bliver hængt op i det ene sideværelse. De hænger der og ser betuttede og hængemulede ud over for den bredrøvede vandrer på sit bjerg af skidt. Vandreren skal lige lidt længere op på væggen, konstaterer Kvium.

Når støvet lægger sig efter udstillingen, åbningen, hvor museet har skrevet, at kunstneren vil være til stede, middagen, talen, håndtryk og skulderklap, tager han til Spanien.

Han har inviteret sine tilbageværende søskende derned.

»Vi har ikke set hinanden så meget, men nu hvor de begynder at dø, er jeg kommet til at tænke på, at det måske kunne være anledning til at gøre det noget mere«, siger han.

Og så skal han ellers holde fri i et år. Ikke at han ikke må male. Det er urealistisk. Men han vil ikke påtage sig opgaver.

I stedet vil han lære sit nye hus at kende. Sit nye værksted. Gå ture i lokalområdet, også selv om han altid lægger mere mærke til slikpapiret, der er kylet i vejkanten, end til blomsterne.

Han skal hygge sig med sine katte.

»Måske jeg endda skal lære min kone at kende igen«, siger han.

Altså medmindre han får sagt ja til et eller andet.

»Jeg får helt jydeagtig dårlig samvittighed over at sætte så mange ting i gang og være så meget til besvær«.