Jussi Adler-Olsen har besluttet, at det er tid til at fortælle to ting, han har holdt for sig selv

Flere gange i løbet af sin tidlige barndom fik Jussi Adler-Olsen målt sin IQ af sin far, der var læge.

Han syntes, det var lidt sært, at hans søn bare satte sig ned og spillede klaver efter noder. At drengen begyndte at læse meget tidligt. Han studsede også over den måde, Jussi kunne tale med voksne mennesker på.

»Jeg har altid haft det her redskab«, siger Jussi Adler-Olsen og banker sig let i tindingen med to fingre.

»Den har bare kørt i sit helt eget gear i alle situationer. Min far var lidt bekymret for mig, for han var også selv højt begavet. Og følte, at det havde sat ham lidt i bås«.

Politiken læst op

Jussi Adler-Olsen har besluttet, at det er tid til at fortælle to ting, han har holdt for sig selv

Jussi Adler-Olsen har besluttet, at det er tid til at fortælle to ting, han har holdt for sig selv Jussi Adler-Olsen har besluttet, at det er tid til at fortælle to ting, han har holdt for sig selv

Henter…

42:42

Som meget voksent menneske fik Jussi Adler-Olsen endelig et arbejde, hvor han fik brug for sin fulde båndbredde. Nemlig da han blev forfatter og som 57-årig slog igennem med serien Afdeling Q, hvor kriminalkommissær Carl Mørck huserer i kælderen under Politigården i selskab med sin assistent Assad og hans mange kamelvitser.

Det var heldigt, siger han.

»Mange gange undervejs i mit liv har jeg måske følt mig lidt kålhøgen. Ikke arrogant, men noget, der tangerer det. Uden at ville det. Jeg har bare altid været fire sætninger forud«, siger han.

Derfor kommer Jussi Adler-Olsen ofte til at afslutte andre folks sætninger.

»Jeg prøver virkelig at lade være«.

Det brune blik løfter sig fra lænestolen overfor og møder mit. Han smiler en lille smule.

»Det er blevet nemmere det seneste års tid«, siger han så.

»På den måde er der sket meget med mig«.

Det var ærgerligt

Der har været stille i Jussiland i et helt år. Ingen bogsigneringer. Ingen rejser til forlag og messer i udlandet. Ingen interviews.

For første gang i 16 år har ingen kunnet vriste et ord ud af Jussi Adler-Olsen, der ellers har brugt halvandet årti på at skrive, tale om og rejse verden rundt som ambassadør for sit livsværk, krimiserien Afdeling Q.

I november 2023 udkom de sidste 540 sider i serien, ’7 m2 med lås’. Et helt lille stykke danmarkshistorie var tilsyneladende slut. Efter noget i retning af 30 millioner solgte bøger på 42 forskellige sprog, der for længst har gjort Jussi Adler-Olsen styrtende rig.

To måneder senere, i januar 2024, aflyste han alle sine aftaler.

I begyndelsen af februar var han ellers inviteret til Skotland for at overvære optagelser af den engelske filmatisering af første bind i serien, der efter planen udkommer som tv-serie på Netflix i år. Men det blev heller ikke til noget.

»Det var ærgerligt«, siger Jussi Adler-Olsen.

Dagen før den planlagte rejse til Edinburgh var han blevet indlagt på Herlev Sygehus.

Da de fandt ud af, hvad han fejlede, blev han overført til Rigshospitalet, der har en specialiseret afdeling for knoglemarvskræft.

Her lå han i næsten et halvt år, diskret indlagt under navnet Carl Olsen, så han kunne være i fred med sine kolossale smerter og beskeden om, at der ikke er noget, der hedder alle gode gange tre, når det gælder cancer.

Det var i den periode, Jussi Adler-Olsen fik nemmere ved at afstå fra at færdiggøre andre menneskers sætninger.

»Jeg var under heftig behandling, og det gik ud over min hjerne. Der tænkte jeg: Nu ved jeg, hvordan en helt almindelig tankevirksomhed føles. For min hjerne har jo altid bare kørt på højtryk«.

Du føler, du har haft adgang til noget, som de fleste ikke har?

»Ja, absolut«.

I sommer kom Jussi Adler-Olsen hjem til sit hus i Hørsholm udstyret med en hospitalsseng og en kørestol.

»Jeg lå som en anden Hardy. I min egen dagligstue«, siger han med henvisning til sin hovedperson Carl Mørcks tidligere makker, der under en politiaktion blev såret og lam fra halsen og ned.

Der er stille lidt. Hænderne hviler som løvepoter på armlænene.

»Det er sgu da skæbnens ironi«, tilføjer han så.

Det seneste halve år har Jussi Adler-Olsen brugt på genoptræning. Og på at tage 10 af de 20 kg på, han har tabt under sit sygdomsforløb.

De syv centimeter, han har tabt i højden, får han formentlig ikke igen. Men fem af hvirvlerne i hans rygsøjle er blevet fyldt med cement, der har været med til at få ham på benene igen.

»Det er godt timet, synes du ikke?«, spørger han.

»Altså, jeg laver en serie på 10 bøger, afleverer den sidste i november, og så bliver jeg syg i januar. Jeg kan godt sige dig, at vi havde planlagt mange ting for mit otium. Fede ting«, siger han.

»Men nu er der rigtig mange ting, vi ikke skal«.

Jussi Adler-Olsen tager stadig morfin et par gange i døgnet. Og han får også stadig kemoterapi.

Nu har han faktisk et stort ønske om at blive et helt almindeligt menneske.

»Ikke den gamle Jussi«, siger han.

»Men som de fleste er. Gående, tænkende, fritstillet«.

»Det kunne være fantastisk«, tilføjer han.

»Men det kommer ikke til at ske«.

Sådan gør vi altid

Jussis dag er begyndt, som den oftest gør. Med at hans kone gennem 54 år, Hanne, går ned i køkkenet og henter to kopper kaffe, tre småkager til hver og hans morfintablet.

Når hun kommer ovenpå igen, ligger de i sengen og ser et par afsnit af ’Squid Games’. Hvis de ikke skal noget, tager de måske et afsnit ekstra. Sådan er det ikke i dag.

»For du kom jo allerede 10.30«, siger han.

I morges vidste han stadig ikke, om hovedet ville være med til det interview, vi har aftalt.

Men Jussi Adler-Olsen har besluttet, at det er tid til at fortælle to ting, han har holdt for sig selv i det seneste år.

Nemlig at han er alvorligt syg. Og at krimiforfatterne Line Holm og Stine Bolther – med Jussi Adler-Olsen i baghånden – overtager Afdeling Q-serien og allerede har skrevet bind 11, ’Døde sjæle synger ikke’, der udkommer til marts med en ny kvindelig hovedperson.

»Det udløser formentlig en stormflod af forespørgsler og forsider. Det skulle jeg lige have kræfter til«.

Vi sidder i hver sin mønstrede lænestol i den store farverige stue i Hørsholm.

Jussi Adler-Olsen ligner en blanding af en karismatisk mafiaboss og en aldrende amerikansk filmstjerne. Den maskuline skitse, naturen har udstyret ham med, er intakt. Ligesom det lidt dovne mørkebrune blik.

På reolen i køkkenet hænger den stok, han ikke har brug for lige i dag. Og i pejsestuen står en rollator, som heller ikke er aktiv for tiden.

På bordet mellem os står vores kaffe og Jussis halvspiste kommenskringle med smør. Der ligger også en tynd stabel papirer. På forsiden er der et foto af mig. Mit navn står der også. Og nedenunder en halv sides tekst om, hvem jeg cirka er. Det er Jussi Adlers personlige assistent, Elisabeth Ahlefeldt-Laurvig, der har samlet informationerne.

»Sådan gør vi altid«, siger han.

På sine mere end 130 årlige rejsedage gennem de seneste mange år har han haft et plastikomslag i tasken med en stribe oplysninger om de folk, han skulle møde eller have til bords ved middagen. Så er det nemmere at tale sammen. Med det samme.

Jeg spørger, hvordan han har det.

»Det var lige det spørgsmål, du ikke skulle starte med«, siger han og gnægger lidt i stolen.

»Jeg har det godt. Omstændighederne taget i betragtning«, siger han så.

»Men jeg hænger jo på den. Altså jeg kommer til at dø af den her sygdom. Den er uhelbredelig«.

»Indtil videre i hvert fald«.

Jussi Adler-Olsen lider af myelomatose eller knoglemarvskræft. En sygdom, der for nogle år siden havde en gennemsnitlig overlevelse på tre år, siger han.

»Og nu siger de: Skal vi ikke sigte på 7-10 år?«.

Den ekstra kemoterapi, der har været med til at sikre flere en længere overlevelse, kan han ikke tåle, fordi han er over 70.

»Men der er alternativer. Og jeg håber på nye behandlingsmetoder. Jeg er taknemmelig for at være tilknyttet en afdeling, der også forsker i den sygdom«.

»Jeg overvejer at donere en masse penge til dem, så de kan speede op«.

Og nu ingenting

Det var, da Jussi Adler-Olsen i begyndelsen af 2024 bar på nogle tunge flyttekasser, at han kunne mærke, den var gal med ryggen.

Han og Hanne byttede arbejdsværelse, så Jussi røg op på kvisten med sine musikinstrumenter og sit skrivebord.

»Det viste sig, at der var tre ryghvirvler, der var braset sammen. Altså kræften havde ædt dem«, siger han.

Yderligere to ryghvirvler bukkede under i efteråret.

For nylig har parret fået installeret en elevator, der kan køre krimiforfatteren fra kælderen og op til førstesalen.

Den sidste distance op til andensalen må han tilbagelægge til fods.

Deroppe står to lænestole til samtaler, han endnu ikke har haft. Et år senere har han heller ikke haft kræfter til at spille på hverken sit keyboard eller sin guitar. Eller til at sætte sig ved arbejdsbordet og skrive ’Den illustrerede kineser’ færdig. En stand alone, han har arbejdet sporadisk på i 15 år og talt om i mindst lige så mange interviews.

Du er trådt ud af et flow, hvor der i halvandet årti har været bud efter dig alle vegne, hele tiden ...

»Og nu ingenting«, færdiggør han min sætning.

»Men det er der jo alligevel. Der er noget. Jeg ved bare endnu ikke, hvad det er«.

Hun er min drøm

Han er blevet kaldt krimibranchens Fætter Højben. Udansk. Arrogant. Og selvfed. Især det sidste blev han ked af.

Det har været en klar strategi for ham at give en hel del af sig selv, når han har promoveret sine bøger. Hvilket af nogle er blevet oversat til selvtilfredshed. Og han har godt kunnet mærke, at meningerne om ham i branchen har været delte.

»Nogle ved, at jeg er en pissegod kammerat, taler kun pænt om mig og bliver glade, når jeg er i nærheden. Andre synes, jeg er for meget. Og at jeg ikke har fortjent min succes«, siger han.

Jussi Adler-Olsen er et menneske, der går op i at skabe relationer til alle, han møder. Sine læsere, sine forlag, boghandlere og journalister. Nogle af de relationer varer 40 sekunder. Eller den tid, det tager at sige hej, få øjenkontakt, udveksle navne og skrive en hilsen i en bog. Andre et helt liv.

Han kender de mennesker, der sidder i receptionen på hans mange forlag personligt. Og sørgede ægte, da hans revisor døde.

»Vi elskede hinanden. Vi skrev sms’er til hinanden om beskidte underbukser hele tiden«, siger han.

Jussi Adler-Olsen er også et menneske, der bliver ved med at få nye venner. Og kaster om sig med navne på alle dem, han også synes fortjener en plads i denne artikel.

Hans fysioterapeut Christina eksempelvis. Billedhuggeren Michael Kirkegaard, der har lavet skulpturer til ham med udgangspunkt i den sidste sætning i hans tre første romaner. Hans læge Agoston fra Rigshospitalet. Og Søren Pilmark, som han har udviklet et samarbejde og venskab med i forbindelse med skuespillerens nyligt udgivne romaner.

»Heeeeej Elisabeth«, lyder det blødt fra lænestolen, da Jussi Adler-Olsens personlige assistent kommer ind i stuen.

»Hun er min drøm«, siger han.

Flere dage om ugen kører Elisabeth Ahlefeldt-Laurvig sammen med sine to borderterriere fra Holbæk for at arbejde hos Jussi Adler-Olsen i Hørsholm. Alene i 2024 har hun nået at høre 81 lydbøger undervejs, fortæller hendes arbejdsgiver.

I 13 år har de arbejdet sammen nu. Inden da var det i nogle år hans kone Hanne, der rejste med ham, besvarede hans mails og indgik kontrakter.

»Men den dag, Hanne kom ind og sagde: »De satans indtægter«, var jeg klar over, at den var gal. Og at vi måtte ansætte en personlig assistent«.

Jussi Adler-Olsen siger sjældent ’jeg’. Men ofte ’vi’.

Somme tider dækker ’vi’ over ham selv, ofte også over hans kone Hanne, sønnen Kes, hans assistent Elisabeth og hans nære ven Henning Kure, der har læst med på manuskripterne gennem alle årene.

»’Vi’ er ofte mig«, siger han.

»Men det er også de mennesker, der har bragt mig i det muliges tilstand. Så når jeg siger ’vi’, er det først og fremmest en følelse af, at jeg ikke er alene«.

Det var sgu da smart

Carl Valdemar Henry Olsen blev født i medvind. Og elsket sønder og sammen af sine søstre og af sine forældre.

Drengen med de tre fornavne var fra begyndelsen noget særligt i hjemmet på Peblinge Dossering, hvor faren også havde sin lægepraksis. Ikke alene var han en efternøler med tre væsentligt ældre søstre. Han var også en dreng.

»Jeg var ikke planlagt. Men jeg var jo ønsket, ikke?«.

Hans farfar var også glad. Nu kunne mønsteret fortsætte i syvende generation, hvor den ældste søn af den ældste søn blev herre i huset, når hans far døde.

»Min søn Kes er også den ældste søn af den ældste søn. Og hans søn Louie er også ældste søn af den ældste søn. For min farfar og for min far betød det noget. Derfor betyder det også noget for mig«.

Kælenavnet Jussi blev snart føjet til rækken af fornavne. Og da han blev gift med Hanne, tog han sin mors pigenavn Adler med i remsen. Da han flere årtier senere arbejdede på sit gennembrud som forfatter, satte han en bindestreg mellem Adler og Olsen for at komme længere frem i alfabetet i forlagenes bogkataloger.

»Det var sgu da smart«, siger han. Og smiler.

En stor del af Jussi Adler-Olsens opvækst foregik på sindssygehospitaler rundtom i landet, hvor faren var overlæge.

»Min far var den bedst uddannede mand i Danmark nogensinde med fem embedseksamener og en dirigentuddannelse fra konservatoriet. Han ville egentlig helst rende rundt og dovne i sin slåbrok og spise fladbrød med størknet citronsauce. Det skammede han sig så meget over, at han var nødt til at være meget, meget flittig«.

Jussi Adler-Olsen fulgte sin fars flagrende eksempel og havde både læst medicin, samfundsfag og filmvidenskab, været indehaver af et tegneserieantikvariat i Blågårdsgade, haft sit eget forlag, været medinvestor i et solcellefirma, investeret i udviklingen af nulenergihuse og komponeret musikken til animationsfilmen ’Valhalla’, da han i 1997 debuterede med ’Alfabethuset’.

Ambitionen om at slå igennem med en international thriller, der skulle filmatiseres med amerikanske stjerner i hovedrollerne, havde han haft i årevis.

Men ’Alfabethuset’ blev bestemt ikke det brag, han havde regnet med. Ingen bogstabler i lufthavnene og intet internationalt gennembrud.

Under BogForum i København i 1997 gik han rundt og mukkede lidt over, at der kun stod ét eksemplar fremme på forlaget Ciceros stand i den helt forkerte ende af messen.

»Der følte jeg mig lille«, siger han.

Så var den der

Jussi Adler-Olsen havde udsigt til sin 50-års fødselsdag, da han i 2000 sad og skrev på sin næste bog. Fødselsdagen skulle fejres i Mexico med Hanne og Kes. Men der var et eller andet galt i hans krop, kunne han mærke.

Det viste sig at være tarmkræft. Jussi Adler-Olsen blev opereret radikalt, som det hedder, når man får det hele med.

I 2003 og i 2006 udgav han thrillerne ’Og hun takkede guderne’ og ’Washington Dekretet’. Stadig intet globalt bifald.

Så forlod han de engelske piloter under Anden Verdenskrig, den irakiske efterretningstjeneste og mordet på en amerikansk præsidentkandidats hustru. Og vendte i stedet næsen mod det hjemlige Allerød og den halvsure kriminalkommissær Carl Mørck.

Så var den der.

Efter ti år som forfatter brød han igennem med ’Kvinden i buret’ i 2007.

Endnu bedre gik det med efterfølgeren ’Fasandræberne’, der udkom året efter. Det danske publikum havde endelig taget Jussi Adler-Olsen til sig.

Men det var intet imod, hvad der skete, da første bog i serien blev udgivet i Tyskland i 2009. Her gik bogsalget mildest talt amok. På en måde, det aldrig tidligere er set for en dansk forfatter.

Det var »en vild oplevelse« at komme til bogmessen i Frankfurt med ’Kvinden i buret’, siger han.

»Jeg var bare alle vegne. På kæmpestore plakater. Det imponerede mig, at der var lys i dem alle sammen. Alt det dyre. Og jeg blev overfaldet af mennesker alle vegne«.

Men få måneder før havde Jussi Adler-Olsen fået kræft igen.

Denne gang prostatakræft. Han var blevet opereret og bedt om at tage den med ro. I stedet skrev han bind tre, ’Flaskepost fra P’, færdig i løbet af foråret og sommeren med indlagt kateter, fortæller han i Jonas Langvad Nilssons biografi ’Jussi’. ’Flaskepost fra P’ udkom planmæssigt i efteråret 2009. Det samme gjorde ’Journal 64’ året efter.

Han fulgte dem begge to ud overalt i Danmark og udlandet. Og var, som han siger, »virkelig, virkelig træt«.

Sidste år fik Jussi Adler-Olsen så konstateret kræft for tredje gang.

»De to foregående gange blev jeg helbredt. Hanne og jeg trodsede det. Blandt andet med et kosttilskud fra Østen, som vi købte i helsekostforretningen for at styrke mit immunforsvar«.

Jussi Adler-Olsen har ikke været i helsekostforretningen denne gang.

»Jeg er ikke engang sikker på, at det havde nogen virkning de to andre gange. Men det påvirkede os så meget psykisk. Kampgejsten hvilede omkring det produkt. Men det nytter ikke noget nu«.

Det var meget effektivt

Drømmen om et liv som bestsellerforfatter bar også på en forestilling om, at når det lykkedes, kunne han selv bestemme over sin tid. Men undervejs har han i lange perioder haft så travlt med at være Jussi Adler-Olsen, at han dårligt nok har haft tid til at skrive.

»Nogle gange har folk stået i kø i timevis for at få signeret mine bøger. Rekorden var 1.400 mennesker et år i Frankfurt. Og jeg skal også snakke med dem alle sammen, ikke?«.

For Jussi Adler-Olsen er det kun en del af jobbet at skrive bøgerne. Det er mindst lige så vigtigt at rejse ud og møde sine læsere og støtte sine udenlandske forlag, som han kalder sine »familier«.

Og Jussi Adler-Olsen har mange familier. Så mange, at han indimellem var bange for ikke at overleve arbejdspresset.

Med de mange rejsedage var det svært at holde det løfte, han havde givet sig selv og sit danske forlag om, at han skulle skrive seriens ti bøger på 10 år. Det endte med at tage 15.

Også fordi lægerne ved et rutinetjek i sommeren 2011 fandt nogle vildfarne prostatakræftceller. Jussi Adler-Olsen fik strålebehandling og siden kemoterapi i pilleform, kan man læse i hans biografi.

Man kan også læse, hvordan pillerne ætsede ham i munden, så han fik en blodbyld på tungen. Næste bind, ’Marco Effekten’, blev udsat til året efter, men han fortsatte med at rejse verden rundt som fænomenet Jussi Adler-Olsen.

Blandt andet til London, hvor han blev interviewet til BBC Radio. Da han sad i radiostudiet og fortalte om sin krimiserie, kunne han mærke, at bylden bristede. Han kunne også mærke blodet, der »bare silede ned fra begge mundvige«.

»Det var meget effektivt«, siger han.

»Det kan ikke gøres bedre«.

Han var trods alt læge

Et nederlag.

Sådan beskriver krimiforfatteren sin nuværende situation.

Hans far blev 86. Det var i sig selv »for dårligt«, synes Jussi Adler-Olsen. At han ikke kunne blive ældre.

»Han var trods alt læge«, som han siger.

»Min mor blev til gengæld 96. Og havde kun halvandet år, hvor hun var lidt besynderlig«.

Jussi Adler-Olsen har også tre storesøstre, der er væsentlig ældre end ham.

»Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle blive ældre end min far. Og nu ved jeg, at det ikke kommer til at passe. Og det er altså et nederlag for mig. At være 74 år og vide, at jeg måske ikke engang kommer i nærheden af mine søskendes alder«.

Han kigger på mig hen over spisebordet, hvor vi sidder og spiser smørrebrød, som Elisabeth har hentet i Meny.

»Det var ikke, hvad jeg havde planlagt«, siger han.

»Og jeg synes også, det er synd for mine omgivelser, at det er sådan«.

Har du følt dig uovervindelig tidligere?

»Det hjalp selvfølgelig at komme igennem tarmkræft og prostatakræft og alligevel stå på benene«.

»Men altså, jeg så min far dø. På trods af at han havde så godt styr på det hele. Der kunne jeg godt se, at uovervindelig, det var han i hvert fald ikke«.

»Så er jeg det nok heller ikke«.

Men noget går cirka, som det skal. Selv om Jussi og hans kone altså ikke kommer til Japan, som de havde planlagt.

»Hvis jeg kan få orlov fra mine behandlinger på Rigshospitalet, kan vi måske rejse til Dublin. Og i efteråret fik vi 12 dage i vores lejlighed i Barcelona. Det var godt«.

Der er også andre lyspunkter. Eksempelvis er smerterne aftaget, så han ikke længere behøver at tage morfin midt på dagen. Derfor gav lægen ham for noget tid siden lov at køre bil igen.

»Er det rigtigt?«, næsten hvisker han.

»Der var jeg sgu ved at tude«.

Jussi har ellers haft den samme Skoda Superb i 12 år. Men nu har han investeret i den Skoda Enyaq, der holder foran huset.

»Det er designermodellen. Med det hele, ikke? Den er så lækker. Den er fuldautomatisk på alle mulige måder. Og jeg glæder mig så meget til at køre i den selv«.

Det har du ikke gjort endnu?

»Nej. Kun lige rundt om blokken. Men nu er jeg i hvert fald oppe at stå. Jeg venter bare på lysere og varmere tider. Så sker der noget. Det tror jeg«.

Et rigtig godt par

Jussi Adler-Olsens stjernetegn er løven. Han har også løven i ascendanten, fortæller han. På en måde, så det lyder, som om det passer meget godt med den måde, han opfatter sig selv på.

»Det er korrekt«, siger han.

»Jeg er da stolt af det«.

Selv om han godt ved, at det er »noget pjat«. Da han i slutningen af 1970’erne stod for at skrive ’Tinas kalender’ på forlaget Interpresse med artikler, tips og opskrifter til teenagepiger, skrev han også horoskoperne uden at have »en skid forstand på det«.

Hvad forbinder du med løven? Hvordan passer I sammen?

»Jeg føler, at jeg får lov at skinne lidt på mennesker og ting med det stjernetegn. Løven er god at have i nærheden, sine venners bedste ven. Min søn er jomfru, og han er noget af det mest ordentlige, man kan forestille sig. Mens løven er mere selvglad end de fleste«.

Hans kone kommer forbi og trykker et par piller ud til ham på bordet.

»Hanne er skorpion. De er så skeptiske og mørke. Stik modsat løven«, siger han.

»Der er ikke nogen bedre og mere frygtelig konstellation«.

Men konstellationen mellem husets løve og skorpion har også forandret sig det seneste år, siger han.

»Hanne tog mig hjem fra rehabiliteringscentret, hvor jeg stadig lå i en seng det meste af tiden. Og viste en omsorg og bekymring, jeg ikke havde set i hende på samme måde før. Noget dybere og kærligere. Vi smeltede sammen simpelthen. I bestræbelserne på at få mig op at stå og leve lidt«.

Det lykkedes i en grad, så Jussi Adler-Olsen juleaftensdag kunne stå i køkkenet i fem timer og lave julemiddag til otte personer.

»Samhørigheden og kærligheden har grebet fat i mig på en helt anden måde nu end i de almindelige år, hvor der var travlt, og hvor vi bare var et rigtig godt par«.

Så røg kamelvitserne

Nogle læsere vil måske »reagere negativt på«, at han nu har givet Afdeling Q videre til Stine Bolther og Line Holm, som har udstyret serien med en ny kvindelig hovedperson af fransk herkomst.

»Andre vil måske sige: Hold da kæft, de skriver vist bedre end Jussi«.

»Det sidste er det, min søn frygter mest på mine vegne«.

Er det også det, du selv frygter mest?

»Jeg har overhovedet ikke noget imod, at der er nogen, der raffinerer det. Jeg synes, det er en gave«.

Jussi Adler-Olsen har kun »i begrænset omfang« blandet sig i bind 11 af Afdeling Q-serien.

Eksempelvis har han insisteret på, at den skal begynde på en måde, så læserne »kniber en tåre« i løbet af de første 30 sider. Han har også været med til at udtænkte plottet. Og kontraktligt har han sikret sig veto over projektet, så han kunne stoppe det, hvis han ikke brød sig om det.

»Men den kommer jeg ikke til at bruge. Det er virkelig vellykket. Og velskrevet. Og anderledes. Humoren er velbegavet. Det kunne jeg ikke selv have lavet«, siger han.

»Men det er sparsomt med kamelvitserne, som jeg jo ellers var glad for«.

Nogle vil måske opfatte det som griskhed, at han nu lader serien fortsætte, siger han. Men:

»Jeg vidste, at flere forlag i udlandet ville mangle en væsentlig indtægt, hvis de ikke havde mig. Det kunne jeg simpelt hen ikke have. Jeg håber, folk vil tænke, at det er af omsorg over for mine mange millioner læsere og mine forlag«.

Vi sidder lidt.

»Jussi skal ikke ud og malke koen«, siger han så.

»Han skal overleve på virke. Og jeg er taknemmelig for, at der er nogen, der vil hjælpe til med det«.

Jussi Adler-Olsen lagde en føler ud til de to forfattere allerede i 2021. Når han i interviews alligevel tog afsked med serien i 2023, var det for hans eget vedkommende, siger han.

»Og jeg vidste jo heller ikke, om det ville lykkes dem at fortsætte serien«.

Ud over en ny kvindelig hovedperson er seriens oprindelige persongalleri intakt. Carl Mørck har bare skiftet arbejde og etableret sig som krimiforfatter og er – meget metaagtigt – i gang med at skrive Jussi Adlers serie om Afdeling Q.

Selv går Jussi Adler-Olsen sammen med sin nevø og drømmer lidt om at skabe en børnebogsserie med udgangspunkt i Afdeling Q-universet. Nemlig Afdeling Q-klubben, hvor Carl Mørcks niårige datter har en hovedrolle.

»Da jeg var barn, lyttede jeg til lægesnak hver dag, når vi spiste boller i karry. Så da jeg selv begyndte at læse medicin, kunne jeg da godt fjerne en blindtarm. På samme måde skal de her børn af persongalleriet fra Afdeling Q opklare ting. De er vakse. Og de ved jo meget om kriminologi fra deres forældre«.

Der er stille et øjeblik i stuen.

»Jeg tror, det kan blive en kanon succes«, siger han så.

»Hvis hovedet altså bliver bedre«.

Lav, hvad I vil, altså

Filmatiseringerne af de første fire Afdeling Q-romaner med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som Carl Mørck er med mere end 700.000 solgte billetter alle på listen over de mest sete danske biograffilm.

Men selv var Jussi Adler-Olsen ikke rigtig tilfreds med Zentropas fortolkning af universet og solgte derfor rettighederne til de sidste seks bind til Nordisk Film.

I dag fortryder han, at han overhovedet blandede sig i, hvordan Zentropa forvaltede og fortolkede Afdeling Q, siger han.

»Jeg skulle bare have sagt: Lav, hvad I vil, altså«.

Nordisk Film har indtil videre filmatiseret to af de seks romaner, de har rettighederne til, med Ulrich Thomsen i hovedrollen. Til et væsentlig mindre publikum. Filmene ’Marco Effekten’ og ’Den grænseløse’ er set af henholdsvis 200.000 og 300.000 i biografen.

Og nu er der også opstået problemer i det nye samarbejde.

»Nordisk Film har fortalt mig, at de springer bogen ’Selfies’ over og går direkte videre til ’Offer 2117’. Det kan jeg ikke være glad for. Det er jo nok, fordi de synes, at ’Selfies’ er en mindre interessant bog. Der bliver jeg altså nødt til at reagere ved at tage afstand fra dem«.

Han har ellers kontraktligt forsøgt at gardere sig på alle ledder og kanter.

»Men lige det havde jeg ikke set komme«.

Fortryder du også, at du skiftede Zentropa ud med Nordisk Film?

»Nej. Jeg synes ikke, at Nordisk Film indtil videre har lavet noget, der er nået ind til kernen af mine bøger på den måde, jeg havde håbet på. Men det er sådan nogle dejlige mennesker. Og de har rettighederne til resten af bøgerne, så nu må de bare lave dem. Det lærte jeg af balladen med Zentropa. At man må prøve at give los«.

Så ånder Øgendahl én i nakken

I et portrætprogram på tv for nogle år siden sagde Jussi Adler-Olsen, at han var blevet fanget af sin egen succes. Han fortalte også, hvor presset det faktisk var at være så succesfuld.

»En eller anden dag finder jeg en saks og skærer mig fri«, siger han i programmet.

Det er blevet eftermiddag. Vi sidder i køkkenet med hver en halv mandelkage og endnu en kop kaffe.

»Jeg synes, at den saks stod og vibrerede i tågen foran mig i årevis«, siger han.

»Men jeg er aldrig hoppet fra et projekt uden at færdiggøre det. Ingen i Danmark har gjort det, jeg har gjort. Og ingen kommer til at opleve det igen. For bøgerne forsvinder jo. Men jeg har fået lov at opleve den sidste periode af bøgernes liv. Og det var så nemt. For jeg havde jo lavet synopsis på alle 10 bøger i 2005«.

Og så var der også noget andet. Nemlig at pengene bare væltede ind.

»Det kunne sagtens være 25 millioner kroner på et år. Skulle man stoppe det? Man har jo nok indimellem en tilbøjelighed til at måle succes i penge«.

»Hanne har indimellem sagt: »Er det ikke nok nu? Vi kan dårligt holde styr på vores formue«. Men så åndede Mick Øgendahl én i nakken med sin egenkapital. Og Anders Matthesen«, siger han og griner lidt.

»Men de er også sindssygt dygtige, og de har fortjent det. Det husker jeg mig selv på«.

Er du et konkurrencemenneske?

»Ja, det er jeg jo. Som barn var jeg utrolig god til fodbold. Men jeg kunne ikke finde ud af at løbe 100 meter løb. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok af sted. Det red mig som en mare. At der var én med meget kortere ben, der var hurtigere end mig«.

Hvem har du konkurreret med som forfatter?

»Ingen herhjemme. Men jeg har heller ikke læst dem«.

Jussi tygger videre på sin mandelkage.

»Det smager eddermaneme godt«, mumler han.

Dåsemad og vand

Der er meget, der ikke er, som det plejer i huset i Hørsholm.

For eksempel synes Jussi Adler-Olsen, det er lidt irriterende, at han ikke kan vise mig rummet Memory Lane, som han plejer at have i kælderen som del af den underjordiske forlystelsespark, der også tæller en infrarød sauna, en biograf, motionscykler, en romaskine og en massagebriks.

»Der kunne du rigtig have moret dig«, siger han.

Jussi Adler-Olsen plejer at vise Memory Lane frem, når han har besøg af journalister. Et rum, hvor han opbevarede sine første badebukser, sit første 13-tal, sin studenterhue og en kolossal mængde andre memorabilia.

Men det har han været nødt til at pakke ned, fordi der skulle gøres plads til elevatoren. Og da det hele nu var ude, ville Hanne gerne bruge Memory Lane til preppingrum. Så nu står der dåsemad, vand og generatorer i stedet.

Jussi Adler-Olsen er »enormt sentimental«, siger han.

»Og når man går ind i det rum, du nu ikke får set, så husker man, og det er så dejligt. Nogle spejdertegn, man fik, som man ikke havde fortjent. Og dem, man knoklede for. Perioder i ens liv, der var korte eller lange«.

Det er blevet sværere at se baglæns nu, siger han. For hvis han ser fem år bagud, er han »så matematisk indstillet«, at han også ser fem år frem.

»Og så er jeg pludselig 80. Og det begriber jeg ikke. Men tiden er bare gået, ikke?«.

Det er jo ikke der, jeg er

Jussiland er i det hele taget en forvirrende destination i den her tid. Selv om han har det langt bedre end for nogle måneder siden, ved han i virkeligheden ikke, om han er på vej op. Eller allerede på vej ned.

»Jeg blev behandlet af min fysioterapeut forleden. Jeg skulle lægge den øverste del af ryggen fladt ned på gulvet. Og jeg blev så dårlig. Jeg kunne have kastet op på stedet. Det gjorde vanvittig ondt. Og det forstod jeg ikke. For det er jo ikke der, jeg er«.

»Eller hvad?«.

Normalt tænker han ikke voldsomt meget på, hvordan hans sygdom kommer til at udvikle sig.

»Og det er heller ikke noget, vi snakker så meget om. For fremtiden er jo også alt muligt andet«.

Også små ting. Som at se ’Kunstnerkolonien’ og ’Den klassiske musikquiz’ på tv. Gå en lille tur med Hanne i hånden ude på vejen. Og skynde sig tilbage, fordi »det gør skideondt«.

I weekenden skal han købe en bolt til opvaskemaskinen, fordi den ikke lukker ordentligt.

»Hanne vil gerne have muget godt ud i det her hus. Det skal vi gøre. Alt, hvad Hanne gerne vil, det skal vi gøre«.

I et rum i kælderen har han eksempelvis samtlige 1.600 udgaver af sine bøger. Men han har mistet interessen for at kunne beskue sin samlede udgivelsesliste på 42 forskellige sprog.

»Så hvem står de der for? Jeg skal have en snak med Det Kgl. Bibliotek. For hvor mange kan diske op med noget tilsvarende? Altså et helt forfatterskab, så omfattende og så langt ude i verden? Værsågod«, siger han og slår ud med hånden.

»Og så kan jeg genopbygge mit Memory Lane i det rum. Det er sådan noget, jeg skal«.

Der er også ting, han ikke skal bruge tid og kræfter på længere. Da han blev syg, overlod han sit ejendomsselskab til sin søn. Hvilket har været »en enorm lettelse«.

Jussi Adler-Olsen var 13 år, da han lagde sit første parketgulv i familiens daværende hus i Brøndbyøster. Og gennem hele sit voksne liv har han købt, istandsat og siden solgt ejendomme.

»Jeg har renoveret 10-12 huse, lejligheder og sommerhuse, fordi vi skulle bo der, men også fordi det var sjovt. Og siden blev det en passende afveksling fra at være forfatter. Man skriver, man bliver lidt tung i hovedet, går ud og lægger 1.000 mursten, og så går man ind og skriver igen«.

Jussi Adler-Olsen har altid elsket ting, »der ikke duede«. Og at få dem til at du igen.

»Noget af det værste ved at vide, at man skal dø inden for en vis periode, det er alle de lorteejendomme, der stadig vil overleve som lorteejendomme. Uden at jeg har været der for at gøre noget ved dem«.

Det er heller ikke så vigtigt

Jussi Adler-Olsen har aldrig brudt sig om bornholmerure.

»For de siger tik, tik, tik. Og det betyder i virkeligheden: Du skal dø, du skal dø, du skal dø«, siger han og lader håndfladen køre på højkant frem og tilbage i samme takt.

Døden i sig selv er ikke noget, der skræmmer ham. Det er bare »en omgang celler, der udblødes og forsvinder«.

»Men jeg begriber, at jeg kan og skal undværes. At stuen bliver tom lige pludselig«, siger han.

»Det er sørgeligt at tænke på«.

Også fordi han som sagt er »frygtelig sentimental«. Og ikke kan tåle at tænke på sin egen begravelse uden at få tårer i øjnene. Hanne har det anderledes. Hun går ikke og gemmer sin første badedragt.

»Hun er opvokset i Brasilien, hvor faren havde job. Da bedstefaren i Esbjerg blev syg, tog de hjem og kom aldrig tilbage. De efterlod deres hjem, deres barnepige, deres hund, deres legetøj, alt, hvad der havde med fortiden at gøre, da hun var 7 år. Og det har bare gjort, at hun er totalt usentimental«.

Han rejser sig og bærer kagetallerknerne over til køkkenvasken. Sætter sig igen og trommer lidt rastløst med fingerspidserne i bordpladen.

»Man føler sig lidt afmægtig i den her situation«, siger han så.

For nok kan Jussi Adler-Olsen købe sig til mere bekvemmelighed. Og medicin, man normalt ikke får tilbudt. Men den store besked kan han ikke stille noget op imod.

»Jeg kan bygge et privathospital ude i baghaven, hvis jeg vil. Men det kommer ikke til at ændre noget. Jeg har jo set røntgenbilleder af min ryg. Jeg fik nærmest lyst til at vende mig om og gå«, siger han.

Der er også tanker, der plagede ham for et år siden, som han ikke har længere.

»Da det gik op for mig, at det her var dødeligt, tænkte jeg det, alle tænker. At så kommer jeg ikke til at se mine børnebørn Ellie og Louie som større, som konfirmander eller hvad fanden«.

»Nu tænker jeg, at det ikke er nogen umulighed. Og at det heller ikke er så vigtigt«.

Det vigtige er, siger han, at han ser »nogle spor, der er blevet sat«. Sønnen Kes for eksempel. Og de to »velbegavede, skidesøde, smukke børnebørn«, der går rundt i huset ovre på den anden side af vejen.

»Og jeg har i hvert fald gjort det muligt for dem alle sammen at gøre, hvad de har lyst til i resten af deres tilværelse«.