Men også, fordi han havde nået at tegne på blokken, der lå på bordet ved den stol, han satte sig på.
Faktisk kunne tegningen godt ligne ansatsen til et selvportræt: en slank mand med kort hår, høje tindinger, markante briller og åbne, iagttagende, reflekterende øjne. En mand, der synes at spørge: »Hvad er så meningen«, som en gentaget sætning lyder i den første sang på den nye plade plade.
»Jeg kan godt lide at prøve at presse mig selv til at kunne nogle ting, som jeg ikke troede, jeg kunne. At lave pladen er virkelig at bevæge sig et sted hen, hvor man ikke er sikker på, at man kan bunde. Det har jeg altid holdt af. Fordi det er så sårbart, når man er helt derude, hvor man ikke rigtig ved, om man brækker nakken«, sagde Rasmus Bregnhøi i begyndelsen af samtalen, da vi snakkede om, hvad der har ført til, at han og de andre midaldrende mænd i Bidt er debuteret i en usædvanlig høj alder.
Sådan har han også altid haft det med at tegne, tilføjede han:
