Da Cusk skrev ’The Last Supper’, en rejsebog om et ophold på tre måneder i Italien, blev et par så rasende over at genkende sig selv i nogle af beskrivelserne, at forlæggeren måtte makulere resten af førsteoplaget af bogen, der var udgivet kort forinden. Det var dyrt, men sparede alle for en retssag. Det var ellers en bog, som Cusk selv havde set som et lille, harmløst mellemspil i forfatterskabet. Bogen er kommet i senere udgaver, men hos et nyt forlag.
Da hun udgav erindringsbogen ’Aftermath’ om en virkelig ond skilsmisse fra sin fotografmand og kampen for at beholde de to børn hos sig, rykkede omtalen af forfatteren og udgivelsen fra bogsiderne til nyhedsoverskrifterne i medierne. Selv hendes nærmeste veninde sagde dengang, at hvis der var én ting i livet, hun skulle have undgået, så var det at skrive netop den bog. Bogen fik en så hård medfart, at Camilla Long fra The Sunday Times fik prisen for årets bogslagtning i anmeldelsen af ’Aftermath’.
Da Cusk på et tidspunkt flyttede til Bristol, sluttede hun sig til en læsegruppe med andre kvinder, hvis diskussioner om blandt andre Tjekhov, hun senere beskrev indgående i et essay. Til de øvrige deltageres forbitrelse.
Da en journalist fra The Telegraph nogle år senere spurgte hende, om hun blev overrasket over de øvrige kvinders reaktion, slog Cusk en høj latter op. Jamen, det var jo rigtigt, hvad hun havde skrevet, og det ville ifølge forfatteren være en stor fejl, hvis man begyndte at lave om på det, der foregik lige for øjnene af en.
