»En konsekvens af hele 70’er-projektet var, at mine forældres generation fik en forventning om, at de kunne stille krav om lykke. ’Gør din pligt og kræv din ret’ – det var velfærdsstatens diktum«.
Det er blandt andet det diktum, Malene Lei Raben anfægter med sin bog, fortæller hun, da vi drejer til venstre for enden af bakken og går over en lille bro.
»68’erne fik ret i alt det med klima, økologi, vindenergi og kvindefrigørelse. Men det meste fra dengang står i kontrast til det trygge liv, jeg lever i dag. Den generation satte nogle ting i gang, som de ikke helt kunne gennemskue konsekvenserne af. De ville gerne smadre familien, autoritetstroen og strukturerne, men de ville ikke samle stumperne op. Og derfor fik de måske smidt barnet ud med badevandet«, siger hun, mens lyden af havens vandfald så småt forsvinder i baggrunden.
’Fruen’ er en erindringsbog om familie og en opvækst i skyggen af to handlekraftige forældre. Moren arbejdede i prominente topstillinger til sent ud på aftenen, og de to døtre var sjældent førsteprioritet i den ligning, der hedder livet. Der var ingen regler i huset i Ringsbjerg sydvest for Køge, som sidenhen blev skiftet ud med lejligheder i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg. Malene Lei Raben havde som barn og ung ingen ’manerer’ og kom sjældent i bad, fordi hun fik lov til at passe sig selv – og den frihed nød hun:
