Åh nej. Jeg er, ganske uforvarende, kommet til at sætte gang i en decideret lavine af taksigelser.
Det starter med, at jeg efter at have interviewet den japanske forfatter Sayaka Murata rejser mig og kommer med et høfligt indstuderet »arigato«, ledsaget af et lille kejtet buk. Hun svarer igen med et stort smil og et tilsvarende høfligt indstuderet »tak«. Som svar griner jeg, vistnok en anelse fjoget, og føler mig af en eller anden grund nødsaget til at gentage efter hende: »tak«.
Og så ruller den ellers bare. Arigato, arigato mas, tak, tak, mange tak ...
Men lad os skrue tiden en time tilbage. Til der, hvor Sayaka Murata og jeg sætter os til rette på en café i København sammen med forfatterens danske oversætter, Mette Holm, der har lovet at fungere som tolk.
