Bogen er også særlig, fordi den er et blevet et kærligt portræt af en mor, som ikke kun sagde skøre ting, da demensen kom snigende og overbeviste hendeom, at hun måtte vidne i sagen om Palme-mordet. Allerede før hun blev syg, opførte hun sig stærkt excentrisk og opfandt farverige forklaringer på, hvorfor hendes og Jonas’ fars planer om at flytte til Bahamas eller USA aldrig blev til noget.
»Det var altid omverdenens skyld, at det ikke gik, som mine forældre ønskede, og dengang troede jeg på dem«, siger Jonas Gardell.
