Alle sejl er sat til for en storslået markering i forbindelse med hundredåret for Sønderjyllands genforening med Danmark. Arrangementer, møder, museumsudstillinger – og bunkevis af bøger.
Det tegner faktisk til at blive en langt større national manifestation end 50-året i 1970. 100 år er selvfølgelig et finere jubilæum, men det er ikke hele forklaringen. Selv om besættelsens patriotiske mobilisering kun lå 25 år tilbage i tiden, var årene omkring 1970 lavkonjunktur for traditionelle nationale markeringer. Grænsekampen blev anset for overstået, digteren Peter Seeberg fik ved genforeningsfesten i 1970 sagt, at historien var forbi.
EF-afstemningen i 1972 illustrerer forholdet. Formanden for Grænseforeningen, den konservative toppolitiker Erik Haunstrup Clemmensen, understregede, at der ikke var nogen modsætning mellem at være dansk og europæisk. Så enkelt var det imidlertid ikke. Det fremgår af historikeren Axel Johnsens bog om foreningens historie.
Grænseforeningen blev stiftet i november 1920. Drivkraften var skuffelsen over, at Flensborg og Sydslesvig ikke var kommet tilbage til Danmark. Målet var at støtte danskheden syd for grænsen politisk og økonomisk og nære drømmen om, at en styrket danskhed kunne føre til en grænseflytning. Eksistensberettigelsen blev det praktiske arbejde, foreningen blev en paraplyorganisation, der formidlede støtte til det nationale og kulturelle arbejde. Den folkelige opbakning gav politisk tyngde, men ændrede vilkårene. Staten og politikerne kom ind i billedet. Og dermed nye dagsordener.
