Den 1. september arbejdede jeg i Groznyj med min kollega fra Le Monde Natalie, da vi hørte, at oprørere havde taget en skole i Beslan. Derudover var der ingen, der vidste hvad, hvem eller hvorfor. Vi tog straks en taxi dertil og samlede Katja fra Memorial op på vejen. På den ossetiske side af grænsen blev vi stoppet af politiet. Vi handlede frem og tilbage i et kvarters tid. Så havde vi ikke de nødvendige tilladelser, så sagde de, at de ikke kunne lade os køre igennem under nogen omstændigheder. Vi konkluderede hurtigt, hvad der forventedes af os, betalte og fortsatte til fods. Vores taxachauffør lod de ikke slippe igennem. På den anden side af kontrolposten ventede de ossetiske taxachauffører, der i dagens anledning krævede Moskva-priser. Vi havde ikke noget valg og måtte benytte disse røveres tjenester. Den enes død, den andens brød. Netop som vi, Natalie, Katja og jeg selv, havde sat os ind, og taxaen allerede var i bevægelse, blev døren flået op, og en gorilla fra det russiske nyhedsbureau Itar-Tass kastede sig ind til os.
»Sikke et selskab, der havde jeg alligevel heldet med mig«, udbrød han og smilede over hele hovedet, mens vi stirrede ondt på ham.
Da vi ankom til Beslan, var hele området omkring skolen allerede afspærret. Der var soldater og pansrede mandskabsvogne overalt. Ikke langt fra skolen, på en åben plads, stod folk stimlet sammen i tusindvis. Det var familierne til gidslerne og andre lokale. Derudover var der en hel hær af journalister, der koldblodigt afventede den tragiske afslutning. Jo værre, jo bedre.
