Karl Ove Knausgårds bedste essays er dem, der har et konkret afsæt. F.eks. det om de enøjede svenskere, kykloper til hobe, som nægter at se virkeligheden i øjnene, og som har givet denne fine samling essays sin titel.
Men også dem, som er resultat af bestillingsopgaver. Som når han skriver om, hvordan han netop ikke opdagede Amerika i det meget lange og overraskende morsomme essay, han skrev for The New York Times i 2015. 110 sider om alt det, som går i fisk for den mutte, lettere deprimerede nordmand.
Han har f.eks. ikke fået fornyet sit kørekort inden turen og plages nu af skam over, hvor utjekket han er.
Og så har Knausgård jo altid den samme grundindstilling til verden med på de ture ude i virkeligheden, han er på: at det egentlige, den sande eksistens, befinder sig på afstand af det sociale. At han egentlig trives bedst, når han sidder i skrivestuen i Österlen lidt uden for Ystad.
