0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Boganmeldelse

Lag på lag af Andy Warhol

En mursten af en biografi tager os med helt ind i det inderste af Andy Warhol. Og rundt om alt det udenpå. Det er den første rigtigt grundige, biografiske behandling af en af det tyvende århundredes helt store kunstnere og mest mytologiske skikkelser. Men heldigvis viser bogen ham også som et menneske fuld af tvivl. Og fuld af lort.

7. august 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var galdeblæren, som gjorde det af med ham. Den havde ligget og smertet derinde i kroppen i alt for lang tid – mindst femten år – og var næsten rådnet op i betændelse. Og han havde bare gået rundt og fortrængt den, med en krop, som var under ekstremt pres både indefra og udefra.

Han var på konstante kure for at kunne fastholde sin slanke figur. Hans hud havde altid været et problem med ekstrem acne og med misfarvede plamager i ansigtet. Og så var der alle stofferne. Først de meget populære slankepiller med amfetamin og så senere alt muligt andet. Quaaludes. Coke. Og ikke mindst hans favoritstof, alkohol. Men de sidste dage af sit liv gik han altså rundt i et smertehelvede. Han mødte op på arbejde. Lavede tv med MTV. Men døden var nær. Så kontaktede han først den ene læge, så den anden og endda en tredje. En af landets bedste kirurger. Alle sagde de: Nu er det nu. Den skal ud, galdeblæren. Men han var bange for operationsbordet. Rigtig bange.

Hvorfor han var det, forstår man godt, når man når hen til de sidste sætninger af den 900 sider lange biografi om – som det hedder i bogen – en af det tyvende århundredes mest betydningsfulde kunstnere (det var ham eller Picasso, siger forfatteren).

Fortolkningsiver

Sådan en bog, den helt store biografi om Andy Warhol, har ikke tidligere eksisteret. Men det gør den nu.

Og selv om den ikke bør være det sidste, som er sagt i den sag, og selv om den har både skønhedsfejl og sine steder er lidt klodset i sin fortolkningsiver og sin litterære formåen, er den både så grundig og underholdende, at jeg tilgiver den for det. Også for at være næsten 100 procent ukritisk over for sin protagonist.

Faktisk tænker jeg flere gange, at forfatteren, Blake Gopnik (f. 1963) – som er kunstkritiker og har en lang karriere som sådan bag sig – enten totalt har forelsket sig i sit emne – i Warhol – eller også har der været lidt for nære bånd mellem ham og den Andy Warhol Foundation, som har åbnet sine arkiver for forfatteren og hjulpet til med researcharbejdet (som må have været enormt, blandt andet interviews med 250 personer fra Warhols liv).

Den ægte kritiske læsning og distance findes kun som meget lette anslag. Men sådan er det ofte med denne underlige litterære genre, biografien, hvor det vel først og fremmest handler om at få et liv til at rejse sig fra siderne.

Og det gør han altså, Warhol. Rejser sig. Særligt når forfatteren skriver sig helt ind i Warhols krop. Ind i betændelsen.

Og her er vi tilbage på operationsbordet. For årsagen til, at Andy Warhol – eller Andrew Warhola, som han egentlig hed – var så bange for at blive opereret der i de sidste dage af livet i 1987, var, at han 19 år forinden havde ligget netop der, åben og hullet som en si. Dengang Valerie Solanas var trådt ind i hans store lyse atelier på Manhattan og havde skudt ham.

Hele tiden er det bogens egentlige drama: reklame eller kunst?

Det er der, bogen starter. Med en slasket og styrtblødende krop og en ekstremt kompetent kirurg, som mod alle odds og med lodder, trisser, plastikslanger og stålklamper lapper kunstneren sammen og redder hans liv. Og det er der, bogen slutter. På operationsbordet. Når kroppen – efter at have været åbnet for anden gang – efter kort tid giver op.

Og så er der alt det indimellem.

Malede med pis

Familien for eksempel. Ludfattige immigranter fra Mikova i nutidens Slovakiet, som bosætter sig i industri- og immigrantmekkaet Pittsburgh. Gopnik fortæller smukt om slægten og om at tilhøre et folk uden land, og med forfatterens hjælp bliver Warhols fortælling fra starten en smuk og vedkommende historie om det at være utilpasset. En outsider.

Så er der skolegang. Så er der ungdomsliv. Så er der seksualitet.

Så er der arbejdet i reklamebranchen som illustrator. Det var den levevej, han i første omgang valgte, og den verden, Warhol sådan rent æstetisk og konceptuelt udfoldede sig fra.

Han var ikke nogen hvem som helst inden for den branche, men var ekstremt ambitiøs og opsøgende, samtidig med at han tjente virkelig gode penge og vandt priser.

Men så var der alligevel kunsten, og hele tiden er det bogens egentlige drama: Reklame eller kunst? Og til det vil man måske sige: Men var det ikke det, som var hele Warhols projekt, at der ingen forskel var på de to? Jo, men så alligevel. Bogen igennem kæmper Warhol med andres og sin egen opfattelse af ham som kunstner. Var han virkelig kunstner eller ej? Var han en autentisk skikkelse, man skulle tage alvorligt inden for kunstens verden, eller en, man lidt hovedrystende tolererede?

Penguin Randomhouse
Foto: Penguin Randomhouse
Penguin Randomhouse
Foto: Penguin Randomhouse
Penguin Randomhouse
Foto: Penguin Randomhouse

Det er i den forbindelse sigende, at Warhol tog sine museumsudstillinger aldeles alvorligt og var lykkelig, hver gang et kunstmuseum inviterede ham. Afsnittet om hans udstilling på Moderna Museet i Stockholm i 1968 er et af bogens mest spændende. Man kan mærke, hvor meget det har betydet for den ellers så cool kunstner, at museets direktør, Pontus Hultén, og udstillingens kurator, Kasper Koenig, for alvor giver kunstneren det kunstverdens-skub, som senere leder helt til Documenta i Kassel. Så bliver det ikke meget mere institutionelt.

Lige så spændende og genkendeligt, det er at læse om et menneskes tvivl på sig selv (for eksempel bærer Warhol rundt på et lille avisudklip af en positiv avisanmeldelse i brystlommen), lige så oplysende er det at læse om de værker, som måske i mindre grad har tegnet det generelle billede af ham.

Warhol tog sine museumsudstillinger aldeles alvorligt og var lykkelig, hver gang et kunstmuseum inviterede ham

I slutningen af livet eksperimenterer han med pis på store kobberbemalede lærreder i serien ’Oxidation’ – værker, som udstilledes på Documenta (i 1982, det var anden gang, han blev udstillet der) og som af den betydningsfulde tyske kunsthistoriker og neo-avantgardeekspert Benjamin Buchloh blev kaldt »en af de sidste, hvis ikke den sidste fremvisning af en total troværdig og nødvendig malerisk handling« (min oversættelse).

Efter at Warhol i starten af sin karriere havde kæmpet mod den abstrakte ekspressionisme – den altdominerende kunstneriske stil, som popkunsten tog det store opgør med – blev han til sidst i livet selv abstrakt ekspressionist. Og lagde derefter maleriet som kunstnerisk genre i graven.

Analsex eller ej?

Det mest værdifulde aspekt af denne bogs grundige behandling af en af kunstens mest dobbelttydige figurer (han hades og elskes, kaldes en engel og en djævel) er imidlertid fremskrivningen af ham som en outsider og Gopniks gennemgående fokus på, hvilken betydning homoseksualiteten har for både kunstneren selv og for den amerikanske kunsthistorie som helhed.

Den amerikanske sodomilovgivning gik fuldstændig amok i USA i 1940’erne og 50’erne, hvor man i staten Pennsylvania, hvor Warhol er fra, i 1951 kunne dømmes til fængsel på livstid for sodomi. Det er den virkelighed, Warhol er rundet af og som, viser det sig, ofte er drivkraften i hans kunst.

Warhols karriere indskrives sammen med ellers ofte a-seksualiserede kunstnere fra den amerikanske avantgarde i en vigtig historie om queer-kunsten. Avantgardemusikkens fadder, John Cage, for eksempel var queer.

Det hører man sjældent om. Ligesom bogen over ganske få sider kan slingre fra historien om, at Warhol køber et nyt hus til sig selv og sin mor og så til spekulationer over hans røvhul, og om han dyrkede analsex eller ej samt ikke mindst informationen om, at han livet igennem havde frygtelige problemer med hæmorider. Og at han for øvrigt i en periode dyrkede bodybuilding og skulle have haft en stor pik.

Intet er uvæsentligt, når det kommer til historien om Andy Warhol. Han lærte tidligt, hvordan man måtte kamuflere sig selv i et samfund, hvor det var ulovligt og dødfarligt at være homoseksuel.

Og han gjorde det til sin vej i livet at skabe og omskabe sig selv. At tage en paryk på. Lag på lag af sminke. Mørke solbriller (med styrke, han var frygtelig nærsynet).

Andy Warhol havde aldrig, på det personlige plan, råd til at overveje, hvad det vil sige at være autentisk som menneske eller kunstner. Det gør ham måske til den mest autentiske af os alle sammen.

-------

Illustration: Tomas Østergren. Arkivfoto: Penguin Random House

Læs mere: