De syv unge kvinder mødtes på den allerførste Femølejr, hvortil de var valfartet til fra hele landet. De var: landmandsdatteren, lægedatteren, fabriksarbejderdatteren, ingeniørdatteren, præstedatteren, direktørdatteren og arbejderdatteren. Og de var vrede.
»De var vokset op i en tid, hvor man var pige, indtil man blev gift, og ordet kvinde brugte man ikke. De følte sig forkerte i forhold til pigerollen og de forventninger, der var til dem, og deres vrede handlede om, at de ikke følte, at de passede ind i det liv, de var blevet stillet i udsigt«, siger Pernille Ipsen.
Opholdet på Femø blev livsændrende. Kvinderne dansede, de diskuterede 12 timer i træk og oplevede for første gang i deres liv, at de blev løftet af et kvindefællesskab.
Som Inger Stauning, en af mødrene, formulerer det et sted i bogen: »Det var, som om de andre kvinder fik ansigter«.
