Forfatter Caroline Albertine Minor har efter to roste bøger skrevet en moderne slægtsroman. Den handler om familie, om roller, om mødre, børn, søskende. På en måde handler den også om hende selv. Hun er selv vokset op i en tæt kernefamilie, men har fået to børn med to forskellige mænd og har skullet komme overens med, at hun ikke følger det ideal, hun selv er rundet af.
Vi mødes på Assistens Kirkegård. Tilfældigvis. Vi kan ikke mødes hjemme hos forfatteren, for dagplejeren er på ferie, så hendes kæreste passer deres 15 måneder gamle datter, Dunia, i lejligheden. Og det er for varmt til at sidde med kaffe på café, så vi jagter en bænk i skyggen blandt de døde. Det er egentlig også ret passende. De døde, forbindelsen til dem og den måde, de sætter spor i vores liv på, efter at de er gået bort, går igen i hendes roman. Bogen begynder med en afdøds stemme, og en central scene foregår tilmed på en kirkegård. Efter en rundtur på Assistensen finder vi endelig en ledig bænk og slår os ned.
Romanens titel er ’Hummerens skjold’. Det refererer til, at når en hummer vokser, bliver skjoldet trangt og for småt, så det må kaste det af sig. Nøgent og sårbart må dyret gemme sig i en hule, mens et nyt skjold vokser frem, før det igen kan komme ud i verden. Større og hærdet.
Det stammer fra en internetvideo, hvor en rabbiner fortæller om hummeren som allegori.
