Hallo? Ja, ja, det er Annie«.
Annie Ernaux’ lyse og lidt pibende stemme knitrer gennem telefonen. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man synes, at den 80-årige forfatter, der sidder i sit hus i forstaden Cergy vest for Paris, lyder skrøbelig. Og det er hun måske også. Skrøbelig, eller måske snarere usædvanlig modtagelig, åben, men ikke mindre stærk af den grund. Ligesom hendes bøger.
Pandemien har gjort, at hun ikke tager imod journalister og i øvrigt holder sig mest inden døre, men ellers er det ikke det store, der har ændret sig. Annie – ikke noget Madame Ernaux her, tak – en af Frankrigs mest interessante nulevende forfattere, er lige så kampklar, som hun altid har været. I løbet af de første minutter af vores samtale får hun sendt giftpile af sted mod alt fra Emmanuel Macrons »voldelige undertrykkelse af ’De gule veste’« til franskmændenes, fra hendes synspunkt, farlige tendens til »at underkaste sig autoriteter«. For selv om hun hverken er »vølve« eller principiel pessimist, au contraire, kan hun ikke lade være med at synes, at den seneste tids kobling af »repression« og »tillært underdanighed« ikke lover godt for de kommende år. Frankrig befinder sig ikke et godt sted. Og ligesom det altid kan blive bedre, så kan det også altid blive værre.
At det lige præcis er ’De gule veste’, der stadig optager Annie Ernaux’ tanker, her flere år efter at barrikaderne blev brudt op og titusindvis af tåregasbomber genetablerede den sociale orden, er ikke et tilfælde. For på mange måder var bevægelsen alt det, hun havde ventet på – i hvert fald siden ’68: En ignoreret arbejderklasse med base i provinsen, der ikke bare krævede respekt og bedre livsvilkår, men også indflydelse, magt. Som ikke længere ville give sin stemme til andre hvert femte år, men tale selv, fra sit eget synspunkt og, ikke mindst, på sin egen måde. Med andre ord: Annie Ernaux’ litterære programerklæring omsat til politik.
