Kære student.
Hvor er jeg stolt af dig. Du klarede det. Det forsømte forår, der snart nærmer sig det forsømte halvandet år. Den længste og mærkeligste læseferie er overstået, og her står du så. Jeg husker selv den dag, jeg fik sat huen på hovedet. Friheden suser i dine ører, og efter at man har brugt mange skoleår på at læse bøger om, hvordan verden hænger sammen, så åbner verden sig selv som bogen. I den bog er huen det sidste punktum i forordet, nu kan du endelig læse videre.
»Læse videre, til hvad?«, vil nysgerrige tanter og sladrevorne onkler allerede spørge, straks er de videre for dig.
De vil bore i dit gennemsnit, er det højt nok til jordemoderskolen? De vil have dig til at afsløre slutningen på næste kapitel, før det første ord er skrevet. Men frygt ej, for jeg ved, hvad du skal læse: bøger.
