Når Maggie O’Farrell skulle skrive de sværeste afsnit i ’Hamnet’, måtte hun tage sin laptop under armen og gå ud i et lille, mørkt haveskur fyldt med skovle, spader og edderkoppespind for at klare opgaven. Scenerne beskriver i detaljer, hvordan en dreng dør af pest, og den efterfølgende begravelse, hvor moren ikke kan give slip, og hun kunne ikke holde ud at blande sit private, livlige hjemmeliv med tre børn sammen med de dystre hændelser anno 1596, som hun forsøgte at fremmane i sin roman.
»Jeg skrev det i 10 eller 15 minutters udbrud. Og så måtte jeg gå en runde i haven og rense mit hoved, før jeg kunne gå ind igen«.
Det fortæller forfatteren via skærmen hjemme fra sin lyse stue i Edinburgh. Bag hende troner en brun lædersofa og en lang reol spækket med bøger. Familiens tre katte giver nu og da mjavende signaler om, at de vil lukkes ud i haven.
Selv om det tog på forfatteren at leve sig ind i både den døende dreng og morens sorg, ville hun sikre sig, at det blev hjerteskærende. Læserne skulle kunne føle vigtigheden af Hamnets liv og død.
