Hendes barndom var så ulykkelig, at hun kunne gøre brug af den hele livet uden at slide den op. Hendes digte og romaner kunne lyde som én lang bekendelse. Nu hvor hun er død, 78 år, og regnskabets time er kommet, vil det fremgå, at hun vandt sine sejre ved sit sprog. Ikke prægtige metaforer eller slående omskrivninger, men ved en egenskab, der på ´nn gang er enklere og sværere: ved valget af synsvinkel.
»Kurt sagde, at hvis vi fik en unge, var det skidedejligt, og han kunne tage ham med til fodboldkamp om søndagen i Fælledparken«.
Kvinden jamrer ikke, manden spytter ikke på hende. Men med 22 ord er et parforhold skildret, så ingen yderligere forklaring behøves.
Den fik man, bevares, det her er bare en enkelt sætning i en novelle ved navn ’Søndagen er til at kneppe i’, hentet fra hendes første novellesamling, ’Hold kæft og vær smuk’. Men forklaringer er man dejligt fri for. Anklagerne hos Vita Andersen ligger, når hun er bedst, i sagens akter. Er der en, der piber i hendes tekster, er det altid en, der selv er en figur i fiktionen.
