Hvordan kommer man så langt ind i hovedet på den poetiske romerske naturhistoriker Plinius den Ældre, at man ender med at skrive en roman om ham? For Harald Voetmann begyndte det med et mareridt. Han var i Syditalien, hvor han var i færd med at oversætte ’Satyricon’, og havde tilbragt flere uger med at undersøge gamle sten, da han en nat vågnede med et spjæt.
»Det var et af de her modbydelige mareridt, som sætter sig i kroppen og bliver ved med at være der, og for ligesom at komme til mig selv satte jeg mig på altanen i huset, der lå på en bjergskråning, og begyndte at beskrive landskabet omkring mig. Derfra voksede det bare«.
Mareridtet blev til romanen ’Vågen’ om Plinius, som en nat har næseblod og ligger på ryggen i sengen og stirrer op på stenene i loftet. »De er fugtige, dækket af mos og sod. En dråbe falder ned på hans tunge, men han ligger og dikterer og stirrer op i mørket«.
Jeg taler med Harald Voetmann samme dag, som Gyldendal i en stolt pressemeddelelse oplyser, at både ’Vågen’, ’Alt under månen’ og ’Syner og fristelser’, hans trilogi af historiske romaner, udkommer på New Directions, det prestigiøse forlag, som er kendt for kun at udgive højkvalitetslitteratur (Borges, Hesse, Ferlinghetti, Ezra Pound m.fl). En begejstret Patti Smith er på Instagram allerede ude for at lovprise ’Vågen’, fortæller Gyldendal.
