En blid, men insisterende regn hilser mig i en våd omfavnelse, da jeg går ud af Hauptbahnhof i Berlin og straks flår det fordømte mundbind af. Det smerter bag ørerne at have det på i timevis i et tog. Mens min krop folder sig ud efter de mange timer i sædet, kigger jeg ud på den tungt og langsomt trillende trafik på Invalidenstrasse. Jeg er næsten hjemme her – for ikke lang tid siden skulle jeg bare gå tyve minutter mod venstre herfra, så var jeg hjemme.
Inden gode minder bliver til dystre tanker, lyder et stille, men fuldtonet »Hallo, bist du Erik?«, foran mig. En lille kvinde under et kastanjebrunt hår under en stor hætte kigger spørgende på mig. Jeg bliver hentet ved toget af Judith Hermann, en af Tysklands største forfattere, som netop har fået udgivet sin nye roman, ’Hjem’, i Danmark.
Mens jeg sad i toget på vej ned gennem Tyskland, fik jeg en sms fra Judith Hermann, der foreslog at mødes ved Sølvhesten. Jeg havde glemt alt om den forsølvede statue ved hovedbanegården og måtte erkende, at jeg ikke vidste, hvor den var.
»Så bare gå ud af hovedbanegården. Jeg står foran«, lød beskeden fra forfatteren, som snarrådigt fører an, da vi har hilst uden at give hånd.
