Bent Madsen har brugt adskillige timer, dage og måneder på blå og rød stue. Rundt regnet har han brugt et halvt århundrede på at uddanne pædagoger og forske i børns institutionsliv.
Siden 2010’erne har den snart 80-årige forsker, lektor og forfatter set et langsomt skred i pædagogfaget. Der er kommet et alt for stort fokus på stramme pædagogiske læreplaner, sprogtest, motorikøvelser, tjeklister, regneark, evaluering og dokumentation. Faget har fuldstændig afgivet suverænitet til magtfulde politikere, mener han.
»Vi bliver nødt til at erobre faget tilbage til pædagogerne«, siger han.
Ifølge Bent Madsen »overruler« politikernes krav pædagogernes arbejde, så de fuldstændig mister kontrollen over egen faglighed. Han ser det tydeligt i dag, hvor han er bedstefar til seks børnebørn, han ofte henter i daginstitutionerne. Her går en opsigtsvækkende tendens igen, fortæller han.
»Dokumenter hagler ned over institutionerne som en løftet pegefinger: »Husk nu, husk nu, husk nu««.
»Det har taget fuldstændig overhånd«, siger han.
Når lektoren ser på den moderne barndom i dag, er det et radikalt ændret syn. Nu skal børn være »livsduelige« og opdrages til nyttige samfundsborgere. De skal ikke længere kun kunne tage flyverdragt på og binde sko. Det er tale om et næste niveau, fordi børnenes egne lege og fællesskaber ikke længere er et mål i sig selv, siger han.
»Det handler i højere grad om læring og om at gøre børn skoleparate frem for helt basal omsorg og pædagogisk samvær«.
Ikke en børnekennel
Hos pædagogernes fagforening Bupl genkender de den udvikling, Bent Madsen skitserer. Her viser de nyeste tal, at hver anden pædagog overvejer helt at forlade faget, blandt andet fordi de går hjem med dårlig samvittighed over ikke at kunne gøre nok for børnene. En rundspørge blandt 528 af Bupl’s tillidsrepræsentanter viser også, at otte ud af ti oplever, at arbejdet med koncepter i høj eller nogen grad tager tid fra det pædagogiske arbejde med børnene.
»Det er helt forfejlet, når politikerne forsøger at kompensere med koncepter og programmer for den lave uddannelsesdækning. Det, der skal være fokus på, er, om børn kan indgå i fællesskaber, være en god ven, lege og vise empati. De ting kan ikke måles, så politikerne er nødt til at have mere tillid til pædagogerne og blande sig uden om den pædagogiske praksis«, siger formand Elisa Rimpler.
Hun mener også, at politikerne ofte ser på faget som »pasning«.
»Det er jo ikke en børnekennel. Vi kan ikke reducere børns udvikling til et skema, hvor de enten er bestået eller ikke bestået«.
Jakob Næsager (K), børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, anerkender problematikken med faget, men fortæller, at kommunen er gået den modsatte vej og har pillet alle koncepter væk, der ikke er obligatoriske fra statens side.
»Vi har meget få ting tilbage, der ikke er nationalt bestemt«, siger han.
Halmballer og hundesvømning
Bent Madsen tilhører den generation, der aldrig selv har stiftet bekendtskab med børnehaver og fritidshjem. Han er født og opvokset på en gård i Vestjylland, hvor forældrene ikke blandede sig i skolens gøremål. Barndommen i 50’erne var ikke særlig institutionaliseret. Til gengæld var der mange søskende og liv i de små landsbysamfund.
»Der var altid nogen at lege med. Vi havde et stort frirum«.
Børnene færdedes alene i naturen, på markerne, legede i halmballerne, de var med i høstarbejdet – og så havde de deres egne legesteder, der var forbudte og hemmelige for de voksne.
»Vi legede nede ved Store Å, hvor vi havde vores egne joller, vi sejlede i. Når man faldt ud af jollen, måtte vi jo hundesvømme. På den måde lærte vi hinanden at svømme. Vi legede alle de lege, som enhver forælder ville blive ængstelig over at høre om i dag«.
Som 10-årig kørte Bent Madsen den lille grå Ferguson-traktor med tromle og plov, gik efter hesteholdet ude på marken og tromlede kornmarkerne. Han legede på høloftet, lavede slangebøsser og forestillede sig, at han var Indiana Jones.
Imens var forældrene hjemme på gården, hvor moren havde ansvaret for et stort husholdningsarbejde med fire børn, to karle, en fodermester og en ung pige i huset. Et kæmpe fællesskab, fortæller Bent Madsen.
Op gennem hans ungdom havde den danske velfærdsstat sin blomstringstid. Det var en ekspansiv periode, hvor man investerede i velfærden, og mange begyndte at uddanne sig inden for omsorgsfagene.
»Pædagogerne er født som kernen i den danske velfærdsstat. Dengang var det sejt at være pædagog«.
»Det lyder som en svunden tid«, siger han.
Fabriksarbejde
Ikke alt var bedre i gamle dage, erkender Bent Madsen. Han ønsker sig ikke tilbage til udenadslæren, fysisk afstraffelse og omsorgssvigt, der ikke blev opdaget. Han anerkender også nutidens store samfundsmæssige fokus på børn – særligt på mindre mobning og opmærksomhed på de udsatte unge.
»Men det er blevet til en overstyring i dag. Nutidens børn er meget mere overvåget«.
Han ser en helt skæv »produktionslogik«, hvor politikerne forsøger at indføre kvalitetsstandarder, der hører hjemme i en produktionsvirksomhed – ikke i en daginstitution.
»Vi kan ikke overføre den logik til pædagogikken. Det er et overgreb på børnene og deres udviklingsproces«.
»Børn skal ikke være ensartede produkter. De skal blomstre i hver sin retning«, siger forskeren.
Børne- og Undervisningsministeriet tager først imod henvendelser, når den nye minister er på plads og offentliggjort.
fortsæt med at læse
