»Jeg skal have det på skrift«.
Så tørt lød det fra lederen i børnehaven, da Stine Askov sagde op. I 20 år arbejdede forfatteren som pædagog, inden hun i 2020 valgte at satse på forfatterskabet på fuld tid.
»Jeg havde jo forestillet mig, at det ville udløse en eller anden form for ramaskrig. Minimum gråd«.
»Så det var lidt et antiklimaks. Man går jo og tror, at man er lidt uundværlig«, siger hun.
Hun husker tilbage på jobbet som en fed tid – især når noget lykkedes.
»For eksempel at se et barn, der havde brugt tre måneder på at skrige som en vanvittig, pludselig begynde at smile og falde til«.
»Men jeg savner ikke at klæde 22 børn på for at være på legepladsen i to timer, mens det er sindssygt koldt og med en forfærdelig vind fygende ind i ansigtet«, siger hun.
Forbudte følelser
Som pædagog blev Stine Askov sommetider ramt af negative tanker. Forbudte følelser, kalder hun dem i dag.
»Det er umuligt at arbejde med mennesker, uden at man nogle gange har negative følelser for dem. Børn kan være sindssygt irriterende«.
Når hun tænker tilbage på sig selv som lille barn, husker hun sig altid i opposition. Den lidt irriterende, der aldrig gad gå så lang en tur, som pædagogerne ville.
»Det var én lang kamp mod pædagogerne«, siger hun.
Askov vil gerne understrege, at der er mange dygtige pædagoger derude, der fortjener hyldest og priser. Men der er også meget brok på stuerne.
»Nogle gange lod jeg mig rive med af den bølge. Pludselig brokkede jeg mig også over rengøringen og havde negative tanker«.
Tidspresset var også hårdt, fortæller hun. Når der ikke var tid til det enkelte barn. Men det allerværste var, når politikerne fik en god idé.
»Det var så vildt irriterende. Men jeg kunne jo ikke ringe op til børne- og ungeborgmesteren og skælde ud«.
Hun husker tydeligt ’mobbe-kufferten’ – et pædagogisk antimobbeprogram, som Mary Fonden og Red Barnet står bag.
»Det var mit ’hade’. Altså helt vildt. Helt ude af proportioner. Ingen kunne forklare mig, hvorfor jeg skulle bruge den kuffert«.
Projektet går ud på at mindske mobning i daginstitutionerne, så ideen er jo god nok, siger Stine Askov. Men det sociale arbejde i at få børn til at blive gode kammerater er allerede altid i fokus.
»Pludselig var alle tvangsindlagt til at købe nogle latterlige lilla bamser, der hed Bamseven. Det var absurd«.
»Som uddannet pædagog kan du godt selv finde ud af at skabe en social struktur i en dagligdag. Du behøver ikke følge en manual fra en kuffert. Det var nedværdigende, og det gjorde mig rasende«.
En ond spiral
Der er en vedvarende mangel på pædagoger i Danmark, som forventes at blive forværret frem mod 2035, hvor op mod 3.800 pædagoger kommer til at mangle ifølge Finansministeriet.
Senest har der været en lille stigning i ansøgere til pædagoguddannelsen via kvote 2, men det er langtfra nok.
Den dystre fremtid bekymrer Stine Askov.
»Det gør mig meget ked af det. Det er svært at rekruttere og fastholde dygtige pædagoger«.
»Selv om der findes trad wives og Ærø-typer, der hjemmepasser, så har de fleste mennesker altså brug for en god daginstitution med dygtige pædagoger«.
Hun peger på, at faget længe har været underfinansieret. Der er stor udskiftning og meget uuddannet personale, og det er med til, at arbejdsmiljøet bliver dårligt. Det hele bliver en »ond spiral«.
»Så tænker du ikke, at her er der en fed karriere«, siger hun.
Hun problematiserer også, når politikerne taler om at importere varme hænder fra udlandet.
»Det er som at se faget som en vareliggørelse af mennesker, der arbejder i omsorgsfag. De taler om det som en ting, der kommer ind ad døren i en fiskekasse med 30 sæt hænder«.
Ifølge Stine Askov er det ikke tanken om, at pædagoger bare sidder og drikker kaffe, der hersker. Den tanke har vi forladt. Der er i øvrigt slet ikke tid til kaffen, siger hun.
»Den er også sparet væk, så det er slet ikke sikkert, at du har råd til at være med i kaffeordningen«.
»Jeg tror nærmere, at politikerne ikke har indsigten i, hvor komplekst et arbejde det er. Det er respektløst at betragte det som håndens arbejde«, siger hun.
Forfatteren eller pædagogen?
I Stine Askovs roman ’Varme hænder’ følger man pædagogen Camilla, der søger jobbet som hjælper for Mathilde, der har en funktionsnedsættelse efter en trafikulykke og sidder i kørestol.
»Verdens nemmeste job« står der i jobopslaget, der viser sig at være alt andet end det. Mathildes krav er uendelige. Hendes hår skal sidde perfekt i en puff. Lakseriletten skal laves fra bunden, og agurkerne skal købes med mørkegrøn skræl. Camilla sveder, skriver alt ned på huskesedler, knokler for at blive en god nok hjælper.
Selv om romanen er fiktion, kan Stine Askov kende sig selv i Camilla.
»Hun har jo meget svært ved at sige fra. Pædagogens superkraft er at tåle det utålelige og være rummelig«.
Det er seks år siden, Stine Askov sagde op. Hendes egen datter læser i dag til pædagog. Det giver hende håb for fremtiden, når hun mærker hendes gnist for faget.
Hvis bogsalget »går af lort til«, må hun tilbage på legepladsen i dunjakken, hvis nogen vil ansætte hende. Det vil ikke være verdens undergang.
»Nogle gange kan jeg da godt tænke, hvem der gør mest samfundsnytte. Forfatteren eller pædagogen? Det gør pædagogen«.
»En dårlig anmeldelse med et hjerte i Politiken kan være skræmmende. Men det er ikke liv og død. Som pædagog arbejder du med liv og død«, siger hun.
fortsæt med at læse
