Anklagemyndigheden i Norge vil have norske Se og Hør til at betale en bøde på 400.000 norske kroner for at have offentliggjort navnet på en af de forurettede i Marius Høiby-retssagen.
Det bekræfter bladets chefredaktør over for Dagbladet.
Beløbet svarer til cirka 269.000 danske kroner.
»Dette er vi meget uenige i, og vi vil give en grundig redegørelse til retten gennem vores advokat«, siger chefredaktøren for Se og Hør, Niklas Kokkinn-Thoresen til Dagbladet.
Ifølge mediet har anklagemyndigheden også varslet en lignende bøde til NRK, fordi de viste billeder af en af de forurettede i sagen.
NRK skriver, at også mediet VG under retssagen begik samme fejl som Se og Hør.
I slutningen af marts blev det dog besluttet, at VG ville slippe for en straf, fordi indholdet i en kendelse om, hvad referatforbuddet i sagen gjaldt, var vildledende.
En dommer fra den norske tingrett, som er den domstol, der behandler Høiby-retssagen, kritiserer ifølge Dagbladet de norske mediers fejl.
»Jeg må bare sige, at vi nu har haft fem overtrædelser fra fem forskellige mediehuse. Jeg synes, det er unødvendigt, og tilliden til pressen begynder at blive slidt«, siger dommeren Jon Sverdrup Efjestad til mediet.
Sagen mod Marius Borg Høiby, der er den norske kronprinsesse Mette-Marits søn, begyndte den 3. februar i år, og sidste retsdag var den 19. marts.
Under retssagen har Høiby erkendt sig skyldig i flere tiltalepunkter, det gælder blandt andet et tilfælde af vold, to tilfælde af hærværk og et tilfælde af seksuelt krænkende adfærd.
I de mest alvorlige anklager om blandt andet voldtægt nægter han sig skyldig.
Under sagen har anklagerne beskrevet Høiby som voldelig, hensynsløs og jaloux, og omkring 70 vidner har forklaret sig, og både video- og lydoptagelser er blevet fremvist i retten.
Der forventes dom i sagen til juni.
ritzau
fortsæt med at læse


























