Tal om de mindste ting der findes, skriver Naja Marie Aidt i det allerførste digt i sin allerførste digtsamling, ’Så længe jeg er ung’ (1991).
Opfordringen lyder programmatisk, og sandt er det, at Naja Marie Aidt i sit vidt forgrenede forfatterskab ofte kredser om det mindste, og hun har et blik for de bittesmå ting, vi ikke altid opfatter i forholdet mellem mennesker, i naturen og i forholdet til os selv.
Men det særlige i forfatterskabet er, at opmærksomheden omkring det mindste ikke lukker sig om sig selv. Det mindste hører ikke hjemme i en fortrolig lilleputverden. Det mindste er en trædesten, der leder forfatter og læser ud i ukendte og vilde områder af kunsten og tilværelsen. Den fortrolige og lyse have, vi befinder os i, i starten af den første digtsamling, bliver forladt, og små sekunder af »stikkende angst« indfinder sig i mørket.
’Så længe jeg er ung’ handler om overgangen fra barn til voksen, det er en digtsamling af uro og forandring, og læseren overraskes af, hvor hurtigt stemninger og følelser skifter, og hvor stærke og modsatrettede følelser digtene kan rumme. Her kan adverbierne ’ømt’ og ’fortærende’ ubesværet forbindes af et ’og’.
