Odysseus-faktoren og trofæfeberen. Pragtfulde betegnelser for to af de drivkræfter, der gennem tiden har fået danske mænd til at tage på ekspedition: nysgerrigheden efter at opleve det fremmede og komme hjem igen og fortælle om alt det spændende, man har oplevet, som den græske sagnhelt gjorde det, samt muligheden for at erhverve rariteter – stødtænder, skrumpehoveder, kulturgenstande m.m.
Det såkaldte Shackleton-syndrom hører også med i billedet. Det har fået navn efter den engelske polarforsker, der efter at være havareret med skibet ’Endurance’ og have været i stor fare fandt hjem igen og blev en helt. Den opdagelsesrejsende befinder sig ofte i spændingsfeltet mellem katastrofe og succes, og derfor er muligheden for at blive en helt altid til stede. Også muligheden for at blive en tragisk helt, som det skete for Ludvig Mylius-Erichsen og to af hans rejsefæller, der omkom på Danmark-ekspeditionen.
Det fremgår af ’Dansk ekspeditionshistorie’ i tre digre bind, som veloplagt fortæller om mere end 400 års danske rejser ud i det fremmede. Fra de første jordomsejlinger til nutidens iskerneboringer og rumfart. De ledende personer portrætteres, og man kommer virkelig på langfart med ildsjæle som Vitus Bering, Frederik Ludvig Norden, Rasmus Rask, Knud Rasmussen, Lauge Koch, Johannes Nicolaisen, Henning Haslund-Christensen og Henny Harald Hansen m.fl. Også globetrottere og eventyrere som Jens Bjerre, Arne Falk-Rønne og Hakon Milche er med.
Herunder også et par velhavende mænd af den gamle verden, som efter Anden Verdenskrig nåede at drage ud i det vilde maskuline frirum for at plaffe storvildt ned, som man kan læse om i kapitlet om ’elitens ekstremsport’, der handler om gentlemanjægeren og aristokraten: Bøje Benzon og Gregers Ahlefeldt-Laurvig-Bille.
