At skrive en stor og samlet monografi om maleren Paul Gauguin – den måske største og mest uforklarlige vildmand i europæisk kunst – er ikke den nemmeste opgave, som en kunsthistoriker kan tage på sig.
Hvornår kender man overhovedet Gauguin godt nok til at kunne biografere ham over tre hundrede sider? Og kan denne gåde blandt kunstnere overhovedet forstås og forklares? Selv hans nærmeste kolleger forstod ham ikke, og han – på den side – gjorde heller ingen forsøg på at blive forstået af dem.
Hør blot, hvad hans første lærer og inspirator, impressionisten Camille Pissarro, skrev om ham i 1893, da Gauguin var hjemme i Frankrig for at samle midler, så han en sidste gang kunne søge sin egen kunstneriske genfødsel i det fjerne, såkaldt primitive og uciviliserede Oceanien:
»Gauguin har afgjort talent, men hvor er han dog dårlig til at finde sin egen vej. Han driver altid krybskytteri på andres territorie, denne gang stjæler han fra de vilde i Oceanien«.
